Rådhuspladsen til salg for halv milliard

Genoplivet ejendom ved rådhuset er sat til salg - med nyåbnede butikker og cafeer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af hovedstadens mest iøjnefaldende beliggenheder, ejendommen Absalons Gård på Vestergade/Rådhuspladsen/Strøget, er ved at blive solgt efter at have fået nyt liv.

Fredag var der jazzmusik og indvielse ved blandt andre skoleborgmester Pia Allerslev (V), da to nye lejere markerede deres indflytten: Dels kaffekæden Starbucks, dels en Netto-butik, som ligger i kælderetagen og er blandt de tre første Netto-butikker, som får døgnåbent.

Duoen får snart følgeskab af en Hard Rock Café, og derudover rummer de små 7.600 kvadratmeter også en 7-Eleven-kiosk, lokaler for Københavns Byret og kontorer.

De delvis tomme bygninger blev i foråret 2013 købt af det britiske pensionsselskab Standard Life og er siden blevet istandsat, ombygget og udviklet af skotskejede Aberdeen, som blandt andet passer og plejer en større portion danske ejendomme.

Aberdeen anslår over for Berlingske Business, at ejendommen snart bliver solgt, og at den er cirka 500 millioner kroner værd.

Bygningen blev opført tilbage i 1901-02 som Hotel Bristol. Senere har den huset blandt andre dagbladet Aktuelt og i stueetagen både rejsebureau og en stor afdeling af Danske Bank-afdeling.