Publicistisk ejer giver positiv reaktion

Professor og tidligere medieboss vender tommelfingeren opad til, at Berlingske Media er på publicistiske hænder. Det giver håb om, at publicistiske idéer stadig har en chance, lyder det.

Berlingske Media kommer på publicistiske hænder med mandagens salg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Berlingske Media er endt på publicistiske hænder i form af den nye belgiske ejer, De Persgroep, og det er positivt for den danske mediekoncern, mener flere aktører.

Ifølge Leif Beck Fallesen, som har en fortid som administrerende direktør og chefredaktør på Børsen, er det positivt for Berlingske Media, at koncernen nu har fået en ny ejer. Og at det er en publicistisk ejer er et stort plus, mener han.



»Det er et meget positivt salg. Det synes jeg, fordi man bliver solgt til en familieejer, som tænker langsigtet, og som er publicist,« siger Leif Beck Fallesen med henvisning til, at Berlingske Medias nye ejer er ejet af Van Thillo familien.

Mandag morgen blev salget af Berlingske Media offentliggjort, og det er ingen hemmelighed, at den danske mediekoncerns nuværende ejer, det britiske investeringsselskab Mecom, over længere tid har været interesseret i at skille sig af med deres danske ben. Ifølge Leif Beck Fallesen får Berlingske Media med De Persgroep en ejer med langt mere interesse og erfaring med mediebranchen.

»De har været i stand til at forene satsning på det publicistiske - journalistisk kvalitet - med at tjene mange penge, og det er ganske usædvanligt i mediebranchen,« siger Leif Beck Fallesen og tilføjer, at den belgiske koncern med medier i Belgien og Holland er et sjældent eksempel på, at der er penge at tjene i mediebranchen.

»De har vækst i en række trykte aviser, og det er helt uhørt i Danmark, hvor der har været dramatisk fald,« siger han.



Også professor i medievidenskab, Frands Mortensen fra Aarhus Universitet, mener, at det er positivt for Berlingske Media, at den nye ejer har interesse i og erfaring med mediebranchen.

»Man må forestille sig, de er inde i branchen, fordi de synes, det er en interessant branche at være i. Det er et familieforetagende, og dermed har de ikke nogen aktionærer, der presser dem. Det tæller på den positive side,« siger Frands Mortensen.



Det er stadig uvist, hvilke planer den nye ejer har med det danske mediehus, men professoren håber, at der bliver plads til at prioritere journalistisk kvalitet frem for udelukkende at se på afkast.

»Det duer ikke, for så mange penge er der ikke i medier. Hvis man begynder at køre det hårdt, så ender man med at slagte de publicistiske idéer til fordel for de økonomiske,« siger Frands Mortensen.



Ifølge Leif Beck Fallesen er der tre faktorer, som er afgørende for at begå sig i mediebranchen, nemlig kapital, tålmodighed og kompetence. Men man skal samtidig have et særligt engagement i branchen, mener han.

»Hvis ikke man har hjertet med, når man udgiver medier i dag, så får man ikke den vilje til langsigtet investering, som er nødvendig, hvis man skal blive i branchen,« siger Leif Beck Fallesen.