Professor: "Bankbestyrelse må ud af vagten”

Både bestyrelse og ledelse må forlade den kriseramte Amagerbanken, hvis banken skal gøre sig håb om at tiltrække den nødvendige kapital. Det mener ledelseseksperten Steen Hildebrandt.

Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Professor Steen Hildebrandt fra Århus Handelshøjskole er stærkt skeptisk over for, om Amagerbanken kan tiltrække mere kapital med samme ledelse.

”Det undrer mig virkelig, at vi gang på gang ser banker aflægge katastrofale regnskaber, hvor der er disponeret fuldstændigt sindssygt, men hvor bestyrelsen og direktionen bliver siddende,” siger han.

Det er en bestyrelse præget af stærke erhvervsfolk, der skal redde Amagerbanken ud af suppedasen. Formand er den kontroversielle og indflydelsesrige advokat N. E. Nielsen fra et af Danmarks største advokatfirmaer Bech-Bruun. Næstformand er administrerende direktør Villy Rasmussen fra en af Danmarks største dagligvaregrossister Dagrofa.

"Problematisk"

Blandt de menige bestyrelsesmedlemmer er rigmanden Kent Madsen, kendt fra superligaklubben Silkeborg IF samt administrerende direktør Henrik Håkonsson fra Phase One, der er en af verdens førende leverandører af dele til professionelle digitalkameraer.

Steen Hildebrandt kalder det problematisk, at bankformanden N. E. Nielsen laver forretninger med Amagerbanken, men uden at det er gennemskueligt, hvilket omfang forretningerne har.

”Det er åbenbart det cirkus, man vil have til at fortsætte,” siger professor Steen Hildebrandt.

Han siger, at man er nødt til at gøre tydeligt, at det ikke er den samme bank som hidtil, der ønsker at få en kapitalindsprøjtning for at overleve, men at det er en ny bank. Derfor vil det være naturligt med en omfattende udskiftning både i ledelsen og bestyrelsen i Amagerbanken, siger Steen Hildebrandt.