Prøv en alternativ tur på nettet

Advarsler mod Internet Explorer efter Google-hackersagen får mange til at kikke efter alternativer. Og snart skal alle EU-borgere alligevel vælge. Business.dk viser de mest anvendte.

Firefox er det mest udbredte alternativ, opstået, da den gamle netkonge Netscape blev udkonkurreret af Internet Explorer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Langt de fleste Internet-brugere kender fortsat kun programmet Internet Explorer, når de går på nettet. Det følger nemlig med alle PCer, der anvender Microsoft Windows som styresystem. Men der er mange gode alternativer, og de bliver i stigende omfang favoritprogrammet, når først man har hentet og installeret dem.

Aktuelt har Tyskland og Frankrig advaret mod overhovedet at bruge Microsofts Internet Explorer - uanset hvilken version man anvender - efter afsløringen af en farlig sikkerhedsfejl i programmet. Det fremskynder et kik på alternative Internet-programmer.

Senere i år skal alle Windows-brugere i EU forholde sig til mulighederne. For at undgå endnu en milliardbøde for konkurrenceforvridende virksomhed har Microsoft nemlig lovet EU at opdatere Windows, så Internet Explorer ikke som udgangspunkt er valgt som adgangsvejen til nettet. Alle vil få en boks frem med alternativer, som computeren herefter vil hente, installere og fremover bruge, når man går på nettet eller klikker på et tilsendt link.

Business.dk viser her lidt om de mest anvendte alternativer. Alle programmerne er selvsagt på dansk, alle arbejder de med faneblade (og ikke selvstændigt åbnede vinduer, når man vil have flere ting åbne på samme tid) og kan i vidt omfang tilpasses, så man f.eks. kan få fanebladene i bunden/i toppen, få vist andre knaplinier, se/skjule bogmærker o.s.v. Alle alternativerne er hurtige, hvis ikke hurtigere.


Firefox
Firefox er det mest udbredte alternativ, opstået, da den gamle netkonge Netscape blev udkonkurreret af Internet Explorer. Brugerfladen er enkel, og der findes et væld af småprogrammer, som gratis kan hentes og tilføre Firefox ekstra funktioner.

Firefox har Privat browsing, hvor ingen oplysninger fra brugen af nettet gemmes på den computer, man sidder ved. Desuden kan man fra en liste vælge senest lukkede vinduer, hvis man fortrød.

Browseren er efterhånden ganske omfattende, og er rent hastighedsmæssigt blevet overhalet af for eksempel Google Chrome. Til gengæld er browseren stort set fri for virus og spyware.


Opera
Opera er norsk og frontkrigskæmper mod Microsofts dominans. Det slår dog endnu ikke fuldt igennem i brugertallene, som stadig er små.

Ni hurtigknapper på første skærmbillede gør det muligt at »klistre« yndlingssiderne på, så man med et enkelt klik (eller en genvejstast) kan gå direkte dertil.

Opera har den mest udbyggede brug af genvejstaster, som man i øvrigt selv kan vælge, og der findes også talestyring, så man ikke skal klikke med musen.

Opera har indbygget e-postprogram, der åbner i et faneblad for sig. Andre funktioner er indbygget bittorrent (til hentning af større filer), et lille notatvindue og Opera Turbo - en funktion, der slåes til, hvis netforbindelsen er dårlig; så henter Opera kun tekst og billeder i lavere opløsning, så det hele går hurtigere.

Alle lukkede vinduer gemmes i skraldespanden, hvorfra de kan genåbnes.
Opera Mini er en særlig udgave af Opera til mobiltelefoner, så man kan se almindelige netsider på den lille skærm.


Google Chrome
Chrome er Googles direkte angreb på ærkerivalen Microsoft. Chrome har nok den mest rene brugerflade uden forstyrrende knapper og menuer (som man så til gengæld skal vænne sig til at lede efter, når man skal bruge dem).

Også her findes hurtigknapper, så man straks kan komme til yndlingssiderne. Fanebladene kan trækkes fra hinanden, så de fungerer som selvstændige vinduer (smart, hvis man f.eks. anvender Googles Gmail, Google Docs til tekstbehandling m.m. og gerne vil have lidt overblik).

En særlig Inkognitofunktion betyder, at ingen oplysninger gemmes på den maskine, man sidder ved.

Googles browser bliver snart udvidet til også at være et styresystem, der udgør computerens hjerte. Oprindelig fik Google en del klø for browseren, fordi der var knas med privatlivsbeskyttelsen og ejerskabet til det indhold, brugerne uploadede ved hjælp af den.


Apple Safari
Safari er udviklet til Apples Mac-computere men findes også til PC, hvor det ligner andre Windows-programmer.

Igen får man et hurtigt blik på yndlingssiderne, der kan åbnes med et klik. Man kan blade gennem historikken af tidligere besøgte sider med Cover Flow på samme måde, som man ser på omslagene, når man vælger musik.

Pas på, når du installerer Safari. Apple har en grim tendens til at »smugle« andre programmer med ind, så fjern evt. hakkerne i de programmer, som ikke samtidig ønsker at få installeret.

På Apples Mac-computeren er Safari standardbrowseren, og her er den kandidat til at være den hurtigste browser. Oprindeligt var PC-versionen fyldt med fejl, men de bliver løbende rettet, og Safari er i dag et ganske okay alternativ, hvis man efterspørger Mac-udseendet.