Private krigsskibe kan udløse våbenkapløb

Semiprivate minikrigsskibe, der mod betaling ekskorterer fragtskibe gennem piratfarvande. Rederiforeningen vil ikke afvise konceptet, men den peger også på, at det risikerer at eskalere situationen.

Det danske flådefartøj Absalon er blandt de skibe, der har patruljeret i Adenbugten. Fold sammen
Læs mere
Foto: HENNING BAGGER
Situationen er uholdbar i Adenbugten. Piratangrebene fortsætter på trods af, at flådefartøjer patruljerer regionen. Derfor er der fornyet interesse for projektet Convoy Escort Program, CEP, som går ud på at etablere et semiprivat vagtkorps, der i egne og tungtbevæbnede skibe kan ekskortere og hjælpe fragtskibene.

Dansk Rederiforening vil ikke afvise brugen af et sådan privat flådekoncept, men den advarer samtidig om, at det på ingen måde løser piratproblemet.

”Piratproblemet er en kæmpe udfordring, og vi bliver nødt til at bruge alle de værktøjer, der er i kassen,” siger foreningens vicedirektør Jan Fritz Hansen og tilføjer:

”Men det er heller ikke uproblematisk. Vi risikerer at det hele eskalerer. Det er værd at have sig for øje, at pirateriet i Adenbugten startede i det små og derefter udviklede sig til det, vi ser i dag. I dag har vi med professionelle pirater at gøre, som er håndlangere for bagmænd. Opruster vi, risikerer vi bare at sætte turbo på konflikten.”

CEP ligger for tiden i forhandlinger med Marshall Islands om at sejle under dets flag, og falder de forhandlinger heldigt ud, planlægger CEP at anskaffe sig 18 patruljeringsfartøjer med fastmonterede geværstillinger samt speedbåde til hurtige reaktioner. På den måde skal det mod betaling kunne assistere og ekskortere fragtskibe, som ikke tør sætte deres lid til at regulære flådefartøjer kan hjælpe dem.

Årsagen til, at Dansk Rederiforening ikke afviser samarbejde med CEP, er, at situationen er alvorlig ud for Somalias kyst. En række lande sender krigsskibe til regionen, men det er langt fra nok.

”Problemet består, fordi området er så enormt. I det smalle konvojstykke er der ikke så mange problemer, men nu sejler piraterne langt ud på åbne hav. Og det er altså svært at afpatruljere et område på størrelse med Nordamerika med 30 krigsskibe,” siger han.

Den internationale indsats er alt for lille i Jan Fritz Hansens øjne, og derfor må de pressede rederier se sig om efter andre løsninger. Allerede nu er det almindeligt med bevæbnede vagter på skibene – også de danske – og bedres situationen ikke, må man overveje alle løsninger.

Jan Fritz Hansen peger dog på, at det kun er det internationale samfund, der kan finde en permanent løsning.

”Man kan ikke privatisere det her problem. Det kan kun løses af det internationale samfund, for piratproblemet skyldes grundlæggende problemer på land,” siger han med henvisning til de borgerkrigslignende tilstande på Afrikas Horn og tilføjer:

”Lige nu har vi ingen andre alternativer end at beskytte os.”