Privat-Martin eller ATP-Martin? Nye oplysninger rykker ved tidligere forklaring

Nye oplysninger rykker ved forklaringen om, at det var Martin Præstegaard som privatperson og ikke ATP-direktøren Martin Præstegaard, der holdt et opsigtsvækkende oplæg for regeringens top i marts 2023. 

Martin Præstegaard, administrerende direktør i ATP, vil fortsat ikke svare på spørgsmål om sondringen mellem Privat-Martin og ATP-Martin. Niels Ahlmann Olesen

Et kontroversielt oplæg for den danske regeringstop bliver ved med at forfølge ATP-topchefen, Martin Præstegaard.

I oplægget, som blev holdt på et møde med blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i marts sidste år, præsenterede han sine ideer og tanker om fremtidens velfærd. Noget, ATP ifølge formanden for pengetanken Torben M. Andersen ikke er »sat i verden for at holde oplæg om«.