En sommerdag i 2015 gik Lars Gerner ind ad døren hos Hellerup Finans på Philip Heymans Allé i Hellerup. En entré, som et halvt år efter førte til det, han beskriver som et økonomisk mareridt.

Han endte med at investere i både Hellerup Finans Holding og Lyngby Boldklub og har formentlig tabt hovedparten af de 855.000 kr., han investerede. De fleste selskaber i Hellerup Finans-koncernen er gået konkurs, senest også Hellerup Finans Holding.

Derfor vil Lars Gerner fortælle sin historie for at advare andre mod at investere uden at sætte sig grundigt ind i tingene.

Omkring 500 privatpersoner skønnes at have tabt op mod 235 mio. kr. på investeringer i Hellerup Finans eller tilknyttede selskaber. Det anslår en nystiftet forening, Foreningen Hellerup Finans Investor, som vil rejse erstatningssag på vegne af investorerne.

Torben Jensen, der var stifter, medejer og topchef i Hellerup Finans-koncernen, har ønsket foreningen held og lykke: »Good luck med at gå efter mig – jeg ejer ikke en krone.«

58-årige Lars Gerner, der er skolelærer på Borup Privatskole, havde nogle penge på kistebunden. Han havde ikke planer om at investere dem, men havde alligevel reflekteret på en annonce fra Hellerup Finans.

God kemi og flotte lokaler

Efterfølgende blev han flere gange inviteret til møde med en investeringschef, men takkede nej hver gang. I sommerferien 2015 lod han sig overtale. Han mødtes med investeringschefen. Kemien mellem dem var god. Snakken faldt på fodbold, som er Lars Gerners store interesse. Han var i en årrække fodbolddommer og dømte også kampe i Superligaen. Mens de talte, lagde Lars Gerner mærke til lokalerne.

»Det så fint og fornemt ud, og jeg tænkte, at når de havde råd til de omgivelser, så måtte det da køre godt,« siger han.

Fodboldsnakken drejede over på Lyngby Boldklub, hvor Hellerup Finans var storaktionær. Investeringschefen fortalte, at fodboldklubben skulle børsnoteres, og hvis Lars Gerner købte aktier, kunne han sælge sine aktier med forventet gevinst efter børsnoteringen.

»Jeg kunne godt se idéen, for på det tidspunkt lå Lyngby i første division, og det år var der tre oprykkere. Det var alletiders chance for Lyngby til at rykke op,« siger han.

Inden mødet var slut, havde Lars Gerner skrevet under på at investere 115.000 kroner i Lyngby Boldklub. Han kiggede kun kortvarigt i det 40 sider lange prospekt.

Forsigtig privatøkonomi

Han forstår i dag ikke, hvordan han uden betænkningstid og så impulsivt kunne investere så mange penge. Ud over køb af aktier i nogle få velrenommerede danske børsnoterede virksomheder har han aldrig selv investeret i noget.

»Det passer slet ikke på mig. Jeg er normalt meget forsigtig og har lav risikoprofil i min pensionsopsparing. Jeg køber med rabat og på udsalg. Og jeg står til daglig og underviser 9. klasse-elever i matematik og økonomi, hvor jeg advarer de unge mennesker mod kviklån og fortæller, at hvis de nogensinde skal låne penge, så må de kun være til køb af hus og eventuelt bil. Og her har jeg hovedløst satset på én investering i stedet for at sprede risikoen,« siger han.

Måske var det de indbydende lokaler og den gode kemi, som fik ham til at parkere fornuften. Fodboldsnakken gav det sidste skub.

»Er det fodbold, han vil sælge mig? Det lyder sgu da meget godt. Jeg har været fodboldmand i mange år, så jeg blev fanget,« siger han.

I månederne efter at han havde investeret i Lyngby Boldklub, gik det godt for klubben. Lars Gerner og investeringschefen, Johannes Pitzner, ringede jævnligt sammen og talte om børsplanerne for Lyngby Boldklub, og om hvordan det gik med klubben.

»Jeg havde et fantastisk godt forhold til Johannes. Han inviterede mig også ud til en af kampene, hvor vi fik god mad,« siger han.

Lyngby Boldklub var tæt på at gå konkurs i januar i år, men blev reddet på målstregen. Om Lars Gerner nogensinde får afkast af den investering, er umuligt at forudse.

Men i begyndelsen tegnede det altså godt, og den umiddelbart gode fodboldinvestering var medvirkende til, at Lars Gerner få måneder senere igen glemte det, han underviser eleverne i.

Investerede 750.000 kr. uden at blinke

Uden at blinke forpligtede han sig i december 2015 til at investere 100.000 euro, altså knap 750.000 kroner i Hellerup Finans Holding.

»Jeg troede på Johannes, der mange gange ­­­­– både før og efter mine investeringer – fortalte om forestående børsnotering af både Lyngby Boldklub og Hellerup Finans. Han fortalte, at han selv havde investeret mange penge begge steder. Og det gik jo meget godt for Lyngby, og så måtte Hellerup Finans jo også gå godt. Jeg blev besnakket og fik deres flotte prospekt,« siger han.

På det tidspunkt havde der allerede været kritiske artikler om Hellerup Finans. Artiklerne var medvirkende til, at BDO kort efter trak sig som revisor for Hellerup Finans.

Lars Gerner havde imidlertid ikke læst de kritiske artikler, da han skrev under på investeringen i Hellerup Finans Holding. Reelt anede han ikke, hvad han havde investeret i.

Han havde kun overfladisk læst prospektet. I andet salgsmateriale havde han hæftet sig ved, at han kunne købe aktierne til kurs 16, men at Hellerup Finans forventede et kursinterval på 26-30 ved den planlagte børsnotering i slutningen af 2016. Altså potentielt næsten en fordobling af aktiekursen.

Hvis han havde læst prospektet grundigt, havde han fundet fire sider om risikofaktorerne ved investeringen samt en opfordring til, at »alle investorer rådfører sig med deres egne rådgivere og studerer afsnittet om risikofaktorer nøje, før beslutning om tegning træffes.« Den slags er i øvrigt standard ved investeringer.

Flere kritiske artikler

De mange og forskellige selskaber, som Hellerup Finans havde investeret i, hørte han først om, da han deltog på generalforsamlingen i januar 2016 og i de følgende uger gennem flere kritiske artikler. Han var begyndt at følge med i nyhederne om Hellerup Finans.

Kritikere beskyldte Hellerup Finans for at benytte aggressive salgsmetoder og komme med optimistiske løfter. I januar 2016 blev Hellerup Finans politianmeldt af Finanstilsynet for at overtræde prospektpligten og for at mangle tilladelse til at handle værdipapirer. Og senere kom der nyheder om regnskaber med store underskud og revisorforbehold.

Lars Gerner er ikke i tvivl om, at han selv har et ansvar for sit økonomiske tab.

»Jeg har helt sikkert et ansvar, og jeg har kun mig selv at takke. Jeg var ved mine fulde fem, så jeg har ingen undskyldninger. Men der skal godt nok arbejdes meget for at stå med 855.000 kr. i hånden. Det havde måske kostet mig et par tusind kroner at spørge en revisor til råds. Det burde jeg have gjort,« siger han.

I modsætning til andre investorer er tabet ikke livsomvæltende for Lars Gerner. Foreningen Hellerup Finans Investor har fortalt om investorer, der er gået fra hus og hjem.

Pissesur, men mest på mig selv

»Jeg har ikke mistet alt, men jeg er pissesur. Mest på mig selv. Jeg har regnet ud, at jeg »bare« skal blive fire år mere på arbejdsmarkedet og arbejde, til jeg er 64 år, så har jeg tjent det hjem, jeg har tabt,« siger han.

Han overvejer at melde sig ind i investorforeningen i håb om at få nogle af sine penge igen, men også i håb om, at der kan blive kastet lys over, hvad der er foregået, og om nogen kan stilles til ansvar.

»Hvis der er foregået noget råddent, skal man til bunds i det. Jeg tror ikke, at Torben Jensen havde rent mel i posen. Han må jo have vidst, at det var et bundløst hul, som folk puttede penge i, ellers har han ingen talforståelse,« siger han.

Til det siger Torben Jensen:

»Der er ikke foregået noget råddent. Alt er foregået efter bogen. Det, der var hensigten, var at købe Lyngby Boldklub, optimere den og sælge den igen. Det var vi tæt på at lykkedes med, men desværre lykkedes det ikke, og det kostede os livet.«

Lars Gerner vil også gerne vide, om investeringschefen virkelig selv investerede i Lyngby Boldklub og Hellerup Finans – eller om han tværtimod solgte aktier til almindelige mennesker vel vidende, at de snart ville miste deres penge igen.

»Jeg troede på Johannes. Han lovede guld og grønne skove og fortalte, at han også selv havde investeret mange penge. Men er det virkelig sandt? I så fald er han renset. Men hvis det kommer frem, at han var bevidst om Hellerup Finans’ skrantende økonomi, da han solgte mig aktierne, så bliver jeg mega skuffet over ham og Hellerup Finans,« siger han.

Berlingske har været i kontakt med Johannes Pitzner for at få svar på Lars Gerners spørgsmål. Han besvarer opkaldet med »ingen kommentarer«.