Pristjek: Køb ny iPhone med abonnement

Det kan absolut ikke betale sig at købe en iPhone 5s uden abonnement, viser en undersøgelse af de danske priser.

Foto: ROBYN BECK. Tilskuddet til en ny iPhone 5s er så stort, at det bedst kan betale sig at købe den med abonnement.
Læs mere
Fold sammen

Spar over 900 kroner og få både taletid og data med i prisen. Det er gevinsten ved at droppe et kontantkøb af din nye iPhone 5s og i stedet købe den sammen med et mobilabonnement. Det viser et pristjek foretaget af Søndagsavisen.

Flere teleselskaber yder nemlig så store tilskud i forbindelse med køb af telefon og abonnement, at prisen sammenlagt ryger under det, som telefonen vil koste dig uden taletid og data. Og du kan endda ofte få lov at afdrage den over 24 måneder uden renter og gebyrer.

»De store teleselskaber får nu tilsyneladende så meget rabat hos Apple, at de kan sænke prisen gevaldigt i forhold til, hvad den koster på markedet,« siger teleekspert og direktør i Netplan Torben Rune til Søndagsavisen.

Men det er kun den nye iPhone 5s, som det kan betale sig at købe med abonnement, hvis man vil have den billigste pris. Det viser Søndagsavisens pristjek. Både Samsungs og HTC’s topmodeller er væsentligt billigere uden abonnement, og det er der ifølge Torben Rune en logisk forklaring på.

»Der er slet ikke det samme hype om Samsungs og HTCs nye telefoner, som der er om Apples. Derfor kæmper teleselskaberne indædt med store rabatter for at lokke nye kunder til, når der kommer nye Apple-telefoner, for så håber de naturligvis, at de bliver hængende som abonnementer sidenhen,« siger han.

Og vil du have den nyeste iPhone 5s i den største udgave med 64 gb hukommelse til den billigste pris, så får du den lige nu hos Bibob til 6.436 kroner inklusive første måneds abonnement med tre timers taletid og 3gb data. Bibob binder i øvrigt kun deres kunder én måned modsat hos de fleste andre teleselskaber, hvor bindingsperioden ligger på seks måneder.

Billigste pris for en iPhone 5s uden abonnement fundet på prisportalen Pricerunner.dk lyder på 7.359 kroner – altså 923 kroner mere, end hvad en iPhone 5s koster hos Bibob inklusive både taletid og data, skriver Søndagsavisen.

Priserne er indhentet 29. oktober 2013 på de forskellige teleselskabers hjemmeside og tager afsæt i den abonnementstype, der giver den absolut billigste mindstepris. Der kan derfor være forskel på, hvor mange minutters taletid og data, man får med i de forskellige abonnementer.