Prisskiltet på Maersk Oil kan blive 67 mia. kr.

En pris på 10 mia. dollar. Så meget kan Maersk Oil koste, vurderer analytiker fra Jyske Bank.

Foto: CLAUS FISKER.
Læs mere
Fold sammen

Hvis A.P. Møller-Mærsk skulle vælge at sælge sin olieforretning, kan det spække konglomeratets kistebund med omkring 10 mia. dollar, svarende til 67 mia. kr.

Sådan lyder estimatet fra Frans Høyer, analytiker i Jyske Bank, der dog ikke anser et salg af Maersk Oil for synderligt sandsynligt - også selv om olieenheden netop er blevet fravalgt som partner på oliefeltet Al Shaheen i Qatar.

Beløbet på 10 mia. dollar er han nået frem til ved at sammenligne divisionen med den pris, andre olieaktier i handles til. Han mener dog ikke, at det vil være en god pris set med Mærsk-øjne.

- Hvis det var, de solgte oliedelen, vil der formodentlig være en positiv effekt på aktieprisen. Markedet vil se positivt på en så beslutsom handling. Men er det sandsynligt, at de sælger den? Nej, det tror jeg ikke, lyder vurderingen fra Jyske Bank-analytikeren over for Ritzau Finans.

- Det med at sælge på bunden, er en dårlig idé. Når du er i en cyklisk branche, så er halvdelen af opgaven at time dine investeringer og exiter, understreger han videre.

Det kom som en stor overraskelse, da A.P. Møller-Mærsk i sidste uge meddelte, at konglomeratet skifter topchef og ikke mindst gør klar til en ny selskabsstruktur inden for tre måneder.

Ifølge Frans Høyer er det imidlertid for tidligt at gisne om, hvordan fremtidens Mærsk kommer til at se ud.

- Alt er oppe i luften, siger de. Spørgsmålet er, hvad de mener med de udmeldinger, de er kommet med. Det kan betyde, at de vil ændre markant på strukturen og sælge noget fra, men det kommer an på, hvad deres strategiudviklingsplan ender med, påpeger Frans Høyer.

- De har udtrykt frustration over den udeblevne diversifikationsgevinst - stort set alle forretningsområder er i knæ eller i mildere grad ramt lige nu - og den svage aktiekursudvikling. Men jeg vil ikke mene, at det er særligt Mærsk-agtigt at handle lidt overilet bare for at score nogle hurtige point, uddyber analytikeren.

Han vil dog omvendt heller ikke udelukke, at Mærsk vil skære ind til kerneforretningen med fokus på shipping-benet. Det er der både fordele og ulemper ved.

- Der sker netop nu nogle konsolidering i shippingbranchen. Mærsk har fortsat førertrøjen. Men det ville være ærgerligt, hvis de mister den. Så et fokus på shipping-delen vil give mening set fra synsvinklen hos en, hvis hjerte banker varmt for shipping, men måske ikke helt så meget ud fra en finansiel synsvinkel, vurderer Frans Høyer.

/ritzau/FINANS