Priskrig på fladskærme fra nytår

Verdens sjettestørste TV-producent rykker ind på det danske marked og vil vinde på prisen.

Den kinesiske TV-gigant Skyworth vil gennem opkøbet af Strong fra nytår rykke ind i danske butikker med deres fladskærme og vil konkurrere på prisen. Foto: Skyworth
Læs mere
Fold sammen

Der er lagt op til ny priskrig på TV-fronten, når en af de helt store kinesiske producenter lige efter årsskiftet rykker ind på det danske marked.

Det er Skyworth-koncernen, som i juli 2015 købte distributøren Strong og nu gennem Strong vil sælge fladskærmsfjernsyn under Strong-navnet. Strong i Danmark har i øjeblikket forhandlingen af TV-mærkerne Thomson og TCL, men den aftale opsiges fra nytår.

»Fra begyndelsen af december introducerer vi TV under Strong-navnet og starter med basismodeller. Vi vil lægge os under de andre prismæssigt, således at danskerne kan få en oplevelse, der er bedre end forventet. Der skal være værdi for pengene,« forklarer Jesper M. Trudslev, markedschef for Strong Scandinavia, uden at ville ind på de kommende priser.

Primært uden smart-TV

Han forventer først, at de nye TV-apparater rykker ind på hylderne hos forhandlerne efter nytår. Lige nu forhandler Strong med butikkerne om at få plads til fladskærmene.

Strong har hidtil solgt TV-bokse, trådløse produkter og så Thomson- og TCL-fjernsyn i Danmark. Skyworth er verdens sjettestørste TV-producent.

De nye TV-apparater bliver fjernsyn uden smart-TV-funktionen i størrelser på 32, 40 og 55 tommer samt smart-TV på 40-55 tommer, Fladskærme i ultra-HD-opløsning (også kaldet 4K) på 50 tommer og derover venter ude i fremtiden.

LG har overhalet Samsung

LG har nu slået Samsung af pinden og er ubestridt det mest populære TV-mærke i Danmark, når det kommer til de store TV-skærme. Næsten halvdelen af alle ultra-HD-TV (UHD), der er solgt i Danmark frem til juli, er fra LG, og den sydkoreanske gigant - der for nylig indgik aftale med Bang & Olufsen om fremover at levere B&Os TV - står for over halvdelen af alle TV på over 55 tommer.

Samsung er nummer to, Philips nummer tre.

Der blev i 2015 solgt 537.000 TV-apparater i Danmark. Frem til udgangen af juli i år er der solgt 352.000 eller 14 procent mere end sidste år. Dermed er der udsigt til ny TV-rekord.