Priskamp på containertrafik

A.P. Møller-Mærsk forsøger at sætte dagsordenen med højere fragtrater på containerlast på de store oceaner. Overkapacitet har sænket priserne.

Verdens største containerrederi Maersk Line forsøger at sætte dagsordenen for prisstigninger på containertrafik. Det A.P. Møller-Mærsk ejede rederi døjer med milliardunderskud og har varslet pæne prisstigninger på stort set alle rederiets ruter i løbet af 2007.

På trods af overkapacitet i markedet, mener aktieanalytiker i Handelsbanken Dan Togo Jensen, at der er gode chancer for, at Maersk Line vil kunne komme igennem med en del af prisstigningen især på ruterne mellem Asien og Europa.

- Raterne er lave, og på ruterne fra Asien til Europa ser det ud som om, raterne har løftet sig, og at kunderne har accepteret en vis prisforhøjelse. Men også fra Afrika til Europa, hvor rederiet har en stor del af volumen, er der gode chancer. Men jeg tvivler på, at Maersk Line vil komme igennem med hele prisstigningen, siger Dan Togo Jensen, der følger A.P. Møller-Mærsk tæt. /ritzau/