Priserne på taxikørsel og toiletbesøg er steget mest

De nyeste inflationstal fra Danmarks Statistik viser den laveste prisstigning i mere end to år. Vandafledning og taxikørsel er dog blevet væsentlig dyrere, mens computere og telefoner – ikke overraskende – er faldet mest i pris.

Det koster næsten ti procent mere at køre i taxi i forhold til for et år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Jessen/Scanpix
Hvis du er en legesyg it-nørd med hang til mad lavet over et gaskomfur, mens du – altid iført nyt tøj – slider den ene mobiltelefon efter den anden, fordi du skal overdøve det nyindkøbte fladskærmsfjernsyn, der kører i baggrunden med lyden pumpende ud igennem det nye hifi-anlæg, så har sidste år været god ved din pengepung.

Priserne på typiske globaliseringsvarer som computer-, tele- og audiovisuelt udstyr, er nemlig faldet henholdsvis 12,2, 12,0 og 10,1 procent i pris på bare et år. Samtidig er det blevet billigere at købe spil og legetøj og udstyr til sport og fritidsaktiviteter.

De mange mennesker, som den seneste uge har gået og samlet appetit på modeugen, der slutter i morgen, kan glæde sig over, at tøj er blevet 4,5 procent billigere.

Omvendt er pengepungen ved at være lidt slunken, hvis du er en intellektuel vegetar med dårlig mave og hang til sko og smykker og offentlig transport krydret med en taxitur indimellem.

Især toiletudskylninger er blevet dyrere, fordi vandafledningsafgiften er steget 12 procent på bare et år.

Årsagen er ifølge brancheforeningen for vand- og kloakforsyningsvirksomhederne, Danva, den massive investering i danske kloakker: »Vandafledningsbidraget bliver brugt til at betale for forbrugernes afledning af spildevand. Det er en velkendt sag, at der har været et efterslæb på vedligeholdelsen af kloakkerne. Derfor er denne aktivitet steget markant, og det har medført stigende priser,« siger sous- og funktionschef i Danva, Kristian Friis.

Taxakørsel er den varegruppe, der er steget næstmest i pris – 9,5 procent det seneste år. Taxinævnet skyder skylden på den øgede trafik i især hovedstadsområdet:

»Fremkommeligheden bliver hele tiden ringere. Flere sidder i kø, og turene tager længere og længere tid. Det betyder desværre dyrere taxiregninger for vores kunder. Samtidig har vi hævet taksterne lidt for at matche vognmændenes stigende omkostninger,« siger sekretariatschef i Storkøbenhavns Taxinævn, Jørgen Kjær.

Desværre nytter det ikke noget at hoppe fra taxien over i bybussen. Her er billetprisen steget 8,1 procent på et år.

Samtidig bruger vi flere penge på at leve sundt – prisen på grøntsager er steget næsten otte procent:

»Det betyder nu ikke, at den enkelte grøntsag er blevet dyrere. Men vi efterspørger i højere grad kvalitetsvarer og økologiske produkter, og de er nu engang dyrere end spanske standardvarer,« siger chefkonsulent i Landbrugsraadet, Klaus Jørgensen.’

Generelt viser de nyeste inflationstal fra Danmarks Statistik, at priserne kun steg med 1,2 procent i juli. Det er det laveste inflationstal i mere end to år.

Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, er overrasket over den lave inflation i en periode med tiltagende kapacitetsproblemer:

»Normalt vil den lave ledighed skubbe lønvæksten og dermed prisvæksten op. Men det er ikke sket i denne omgang. Det skyldes for det første, at lønvæksten har været overraskende moderat – blandt andet fordi vi har kunnet trække på arbejdskraft fra andre lande. For det andet giver den fortsatte globalisering med øget handel over landegrænserne et nedadgående pres,« siger Steen Bocian.

Danske Bank forventer, at inflationen i år ender på 1,7 procent, mens den i 2008 vil ende på den ’forkerte’ side af to procent.