Priserne på grønt stiger kraftigt hos din grønthandler

Dårligt vejr i Spanien og Italien har ført til stor mangel på grøntsager i Danmark. Og priserne stiger kraftigt hos grønthandlere.

Foto: Asger Ladefoged. Grønttorvet i Høje Taastrup
Læs mere
Fold sammen

Priserne er nærmest eksploderet på icebergsalat, agurker, tomater, broccoli, springløg og persille hos mange grønthandlere.

Det er den voldsomme mangel på leverancer fra Syderuopa, der har banket priserne i vejret. Til gengæld er priserne på f.eks. clementiner, appelsiner og æbler ikke steget ret meget.

Årsagen til mangelsituationen er en kombination af koldt vejr, sne, regn og oversvømmelser i sydeuropæiske lande i Spanien og Italien. Det har givet afgrøderne elendige vækstbetingelser. Mange steder er afgrøderne ødelagt på markerne, hvor de bliver dyrket under plastik.

»Det får en stor betydning på priserne, fordi der ikke er ret mange råvarer at få. Når der ikke er noget at få, blæser priserne i vejret. Det er helt vildt. Sammenlignet med for fire uger siden, er vores indkøbspriser næsten firedoblet på broccoli. Vi har svært ved at få leverancer, da mange grøntsager har fået nattefrost«.

Det siger Thomas Ullergaard, der er indkøbschef hos grossisten Europa Frugt på Grønttorvet i Tåstrup.

Firmaet er én af de store importører af frisk grønt og frugt i Danmark. Europa Frugt sælger frisk grønt og frugt fra det meste af Europa, især Spanien og Italien, til grønthandlere og blandt andet supermarkeder i Dagrofa-kæden Meny samt Inco.

Thomas Ullergaard bor i Spanien. Han fortæller, at hovedparten af landet, hvor det har været koldt længe, har fået sne. Værst ramt er regionerne Murcia og Valencia, der de seneste to uger har haft nattefrost og siden i går aftes har fået 10 centimeter sne. Også Almaria har fået sne.

Omkring 70-80 procent af Europas leverancer af friske grøntsager bliver i løbet af vintermånederne normalt produceret i Spanien og Marokko.

»Marokko er ikke ramt af vejrproblemer. Men når priserne på grønt stiger i Spanien, hæver Marokko priserne. Det er med til at køre markedet op,« siger Thomas Ullergaard.

Hans kollega,  Antonio Karman, der er indkøber i Italien for Europa Grønt fortæller at leverancerne herfra er meget dårlige.

»Bl.a. er af produktionen af salat, fennikel, kinaradiser, bred- og kruspersille i Syditalien er ødelagt på grund af sne. Sneen har nærmest ødelagt alt. Alle vil gerne have varer. Normalt betaler vi f.eks. 5,50 euro for en kasse fem kilo persille. Fredag får vi en leverance fra Italien til en pris på 15 euro for fem kilo,« siger Antonio Karman.

Han siger, at hele produktionen af frugterne clementiner, appelsiner, æbler i Puglia og Calabrien er ødelagt af dårligt vejr. Til gengæld kan man få produkterne fra Sicilien, Grækenland og Spanien. Så disse frugter er ikke steget i pris.

 

 

 

 

 

 

 

 

»