I 2015 lancerede B&O virksomhedens sit højttaler-flagskib, det skulpturelle sæt Beolab 90, til en pris på knap en halv million.
Men siden er prisen steget langsomt men sikkert for natten mellem den 31. august og 1. september at blive hævet med yderligere 125.000 kroner til en pris – indtil videre – på 925.000 kroner.
En række af virksomhedens andre produkter har den seneste tid taget lignende prishop, skriver Børsen i dag.
De seneste år er Struer-virksomheden gennemgået turbulente tider. Aktien er faldet stødt. Og B&O så da også farer i horisonten, da man præsenterede regnskabet i juli 2023.
Dels noterede virksomheden, at forbrugertilliden fortsat er lav, at renterne stiger, og at der er krig i Europa. Større geopolitisk usikkerhed og risici i forbindelse med det kinesiske opsving gavner ej heller.
Alt det er en farlig cocktail for de fleste virksomheder, men måske især for en virksomhed, der sælger luksus.
Situationen i Kina de seneste måneder må også skabe furer i panden i Struer.
Landet kæmper lige nu med svag vækst i en grad, så det diskuteres, hvornår – og om overhovedet – Kina vil overhale USA økonomisk. En udvikling Berlingske beskrev forleden dag.
I regnskabet 2022/2023 var det også et skuffende salg i Kina, der udfordrede virksomheden.
Om prisstigninger på kerneprodukter kan ændre på det, må tiden vise.
Ambitionen med prisstigningerne er at styrke lønsomhed på produkterne og opnå en højere profitabilitet, understreger produktchef i Bang & Olufsen Henrik Brodersen til Børsen.
»Helt grundlæggende mener vi, at vi har prissat en række af vores produkter for lavt. Priserne reflekterer ikke den funktionelle eller emotionelle værdi, og det bygger på nogle grundige analyser, hvor vi for eksempel har kigget på prisfølsomhed og konkurrenceforholdene,« siger Henrik Brodersen.




