Prisen på fladskærme med høj billedkvalitet presses nedad

Overproduktion og dalende tv-salg gør de tidligere så dyre fladskærmsfjernsyn tilgængelige for langt flere pengepunge, viser Europas største forbrugerelektronikmesse. Tv-ekspert giver råd om, hvad man skal gå efter.

98 tommer er det store tv i midten af billedet fra Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin i sidste uge. Det er den kinesiske tv-producent TCLs største, og det bliver solgt til en introduktionspris på blot 26.000 kroner i Danmark som et synligt tegn på, at tv-markedet presses af det ringere salg og en overproduktion af skærme. Clemens Bilan/EPA/Ritzau Scanpix

Danskerne har udsigt til at kunne gøre en god handel i efteråret, hvis der skal bringes et nyt fladskærmsfjernsyn hjem i stuen – også hvis det er ret så stort.

Fabrikkerne har nemlig haft svært ved at slippe af med alt det, som de har produceret, og det begynder nu at afspejle sig i priserne på fladskærmene. De er allerede begyndt at falde betydeligt.