Prins Joachim og Mærsk tog fusen på deltagerne

At Hillary Clinton ville stille op som præsidentkandidat og statsministeren beslutte at trække de danske tropper hjem fra Irak var beslutninger, quizdeltagerne i 2007 var sikre på ville blive truffet.

Kongehuset kan stadig overraske, og det samme kan Danmarks største og royalt sindede virksomhed A.P. Møller - Mærsk. To spørgsmål, der drillede deltagerne i Business’ årlige julespøg, Årsquizzen, handlede om netop de kongelige og forholdene på Esplanaden.

Mon prins Joachim forlover sig i 2007, spurgte vi på tærkslen til det dengang nye år.

»Nej,« svarede de syv quizdeltagere enstemmigt. Men 3. oktober – i god tid inden quizzens deadline – meddelte kongehuset, at prins Joachim indgik forlovelse med franske Marie Cavallier. Brylluppet skal stå 24. maj næste år i Møgeltønder nær Schackenborg. Samme dato som prinsens morfar og mormor, kong Frederik IX (dengang kronprins) og dronning Ingrid blev viet i Stockholm i 1935.

Seks af de syv quizdeltagere var også sikre på, at A.P. Møller - Mærsk i løbet af året ikke ville finde en afløser for CEO Jess Søderberg. Men det gjorde APM til aktiemarkedets og mediernes overraskelse. Kun regionsformand for Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen forudså topchefens fald. Enten har den socialdemokratiske toppolitiker særlige tråde til rederiets inderste cirkler, eller også har hun fin fornemmelse for magspil – eller hun er bare god til at gætte.

Det sidste drilleri stod filminstruktøren Susanne Bier for. I modsætning til quizdeltagernes antagelse lykkedes det hende at opnå en Oscar-nominering for filmen »Efter brylluppet«.

Deltagerne i Årsquiz 2007 var med scoren i parentes:

Mette Vestergaard, adm. direktør DIEU (8). John Strand, adm. direktør Strand consult (8). Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand (7). Kenneth Plummer, generaldirektør DR (10). Per Mikael Jensen, ved årets start adm. direktør TV 2, nu Metro International (7). Lykke Friis, prorektor Københavns Universitet (7). Jørgen Bardenfleth, adm. direktør Microsoft Danmark (8).

Spørgsmålene lød:

1. Kommer IC4-togene ud at køre regelmæssigt med passagerer?

Nej. De efterhånden herostratisk berømte tog har kørt prøvestrækninger mellem Århus og Aalborg. Men regelmæssigt? Nej, på det punkt følger DSB traditionen. Mette Vestergaard, Kenneth Plummer og Lykke Friis havde, helt korrekt, mistro til togenes succes.

2. Foretager statsministeren en udskiftning på mindst tre ministerposter?

Ja. Også i den grad. Anders Fogh Rasmussen udskrev valg. Så i princippet blev hele regeringen skiftet ud, selv om en del ministre er gengangere i regeringen. Helt nye på ministerholdet er integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og miljøminister Troels Lund Poulsen (V), mens Thor Pedersen (V) og Rikke Hvilshøj (V) trådte ud af regeringen. Derudover blev der foretaget et par interne rokader. Kun Vibeke Storm Rasmussen og Jørgen Bardenfleth troede ikke på en større politisk omvæltning.

3. Forlover prins Joachim sig?

Ja. I begyndelsen af oktober meddelte hoffet forlovelsen mellem prinsen og Marie Callier. Ingen af quizdeltagerne var åbenbart i det romantiske hjørne, da de kiggede i krystalkuglen.

4. Falder kvadratmeterprisen på boliger på landsplan med mere end 10 procent?

Nej. Meldingerne fra boligmarkedet har været skiftende, og man kan have en fornemmelse af, at priserne rasler ned. Men billedet er broget. Generelt holder parcelhusene stand, mens ejerlejligheder falder i pris, især i København og de større byer. Lægger man huse og lejligheder sammen, er kvadratmeterprisen på boliger fra 3. kvartal 2006 til 3. kvartal 2007 faktisk steget 3,3 pct. Ingen af deltagerne troede – korrekt – på så voldsomt et fald som 10 pct.

5. Udkommer der fortsat tre gratis morgenaviser?

Nej. Gratismarkedet udviklede sig til en konkurrence om, hvem der først blændede ned for det lange lys. Det gjorde Det Berlingske Officin i foråret, da koncernen lukkede gratisavisen Dato. De to konkurrenter 24timer og Nyhedsavisen er i mellemtiden mere blevet trafikaviser. Kun Per Mikael Jensen troede på konceptet. Hans tillidsfuldhed skaffede ham i årets løb et topjob i den internationale Metro-koncern, der herhjemme står bag trafikavisen MetroXpres.

6. Køber Danske Bank endnu en udenlandsk bank?

Nej. Ordførende direktør Peter Straarup beholdt Dankortet i lommen i 2007. Mette Vestergaard, Per Mikael Jensen og Lykke Friis var ellers overbeviste om, at banken ville slå til igen.

7. Nomineres Susanne Biers film »Efter brylluppet« til en Oscar?

Ja. Filmen skaffede Bier stor ros og nåede frem til Hollywood-kandidatur i kategorien ikke-engelsksprogede film. En Oscar-statuette blev det dog ikke til. Til gengæld har Bier efter nytår premiere på en ny amerikansk film med Halle Berry og David Duchovny i hovedrollerne, »Things we lost in the fire«. Ingen af quizdeltagerne havde tiltro til »Efter brylluppet«.

8. Stiger lønningerne på LO/DA området mere end fem procent?

Nej, Regnet ud fra opgørelsen for andet kvartal 2007 steg lønningerne 3,9 pct. Kun Lykke Friis troede på højere lønstigninger.

9. Falder ledigheden til under 100.000 personer?

Ja. Hvad mange ikke troede muligt for et år siden, skete faktisk. I september var ledigheden på 76.500, og den er røget yderligere ned siden da. Kenneth Plummer, Per Mikael Jensen og Jørgen Bardenfleth vurderede rigtigt.

10. Vender Thomas Gravesen tilbage til fodboldlandsholdet?

Nej. Den spektakulære midtbanespiller, der for tiden er udlejet til engelske Everton fra skotske Celtic, holdt sig fra nationale bidrag. Om det havde gjort fra eller til for Danmarks kvalifikation til næste års EM, kan ikke vides. Kun Vibeke Storm Rasmussen troede på, at Gravesens hjerte stadig bankede for den rød-hvide trøje.

11. Beslutter Hillary Clinton sig for at stille op som præsidentkandidat i USA?

Ja. Den tidligere præsidentfrue vil selv inde i chefstolen i Det Ovale Værelse. Den beslutning var alle deltagerne enige om, at hun ville træffe.

12. Udpeger A.P. Møller - Mærsk en efterfølger for Jess Søderberg?

Ja. Til alles overraskelse, formentlig også Jess Søderbergs egen, besluttede Danmarks største virksomhed sidst på sommeren at sætte en ny CEO i kontoret på Esplanaden med udsigt over Københavns Havn. Farvel til Søderberg og goddag til Nils Smedegaard Andersen, der kom ind fra en toppost i Carlsberg. Kun Vibeke Storm Rasmussen troede på en chefrokade i APM.

13. Beslutter regeringen sig for at indlede tilbagetrækning af danske soldater i Irak?

Ja. I god tid inden han udskrev valg, sørgede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at få lappet mulige huller i de politiske diger. Herunder også sikre, at Dannebrog stryges i Irak. Alle quizdeltagere var enige om, at sådan ville det gå.