Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Mine damer og herrer. Uregelmæssighederne i vores dieselmotorer går i mod alt, hvad VW står for.«
Sådan indleder VW-topchef Martin Winterkorn en 2 minutter og 33 sekunder lang video, som VW netop har offentliggjort, og hvor Winterkorn kæmper for at vinde tid og overleve som leder i en af verdens største bilproducenter, som også står bag bl.a. Audi og Seat.
Se Martin Winterkorns undskyldning her.
Men presset på Winterkorn vokser næsten time for time i sagen, som handler om, at bilproducenten har snydt amerikanske myndigheders test af, hvor mange skadelige stoffer, VW-dieselbiler udleder. VW har erkendt bedrageriet, som omfatter 11 mio. af koncernens biler verdens over. Derfor har VW sat 48 mia. kr. af til den bøde, som koncernen risikerer at få, men som kan ende med at blive langt større. Aktiekursen er på få dage styrdykket, så over 200 mia. kr. er hakket af selskabets børsværdi.
Forbundskansler Angela Merkel er gået ind i sagen, og fra delstaten Niedersachsen, der er storaktionær, har ministerpræsident Stephan Weil undsagt Winterkorn offentligt.
Derfor tvinges Winterkorn nu på banen. Men i videomeddelelsen erkender han intet ansvar, men beder i stedet om offentlighedens og kundernes tillid i opklaringen af sagen.
»På nuværende tidspunkt har heller ikke jeg svar på alle spørgsmålene, der rejser sig, men vi arbejder hårdt på at finde ud af, hvad der er sket, og vi vil lægge alt frem så grundigt, hurtigt og transparent som muligt. Vi samarbejder grundigt med alle de relevante myndigheder, og det har højeste prioritet at alle sten vendes, det skylder vi vores kunder, vores medarbejdere og offentligheden,« siger Winterkorn bl.a. i meddelelsen.
»Millioner af forbrugere verden over stoler på vores varemærker, vores biler og vores teknologier. Jeg er dybt ked af, at vi har brudt denne tillid. Jeg vil gerne give en formel undskyldning til vore kunder, myndighederne og til offentligheden i øvrigt for denne ureglementerede adfærd. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at gøre skaden god igen, og vi vil gøre alt vi kan for at genvinde jeres tillid skridt for skridt,« siger Winterkorn.
VW-topchefen appelerer i meddelelsen til, at offentligheden ikke dømmer VW-koncernens over 600.000 medarbejdere i sagen.
»Jeg vil gerne sige til vores medarbejdere, at jeg ved hvor stor dedikation og ærlighed, I tager med, når I møder på arbejde hver dag. Jeg er klar over, at der nu er sat spørgsmålstegn ved meget, og det forstår jeg godt. Men det vil være forkert at kaste mistænkelighed på de mange for fejl begået af de få,« siger han.
»Derfor beder vi - og jeg personligt beder jer - om jeres tillid i den proces, der kommer nu. Vi kommer til bunds i det. Vi arbejder hårdt på de nødvendige tekniske løsninger, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at råde bod på skaderne for vores kunder og medarbejdere, og jeg giver jer mit ord, vi vil gøre med den størst mulige åbenhed og transparens,« siger VW-bossen afslutningsvis.