Presset storbank vil skære i bonusordninger

Deutsche Bank vil skære i lukrative bonusordninger til bankens medarbejdere oven på store tab i 2015, skriver Reuters.

Foto: ARNE DEDERT. epa05115537 Two men walk past a Deutsche Bank headquarters in Frankfurt am Main, Germany, 21 January 2016. Deutsche Bank, Germany's largest lender, will likely report a net loss of about 6.7 billion euros (7.3 billion dollars) for 2015, largely due to restructuring charges and money set aside to cover legal costs. Full-year revenue for 2015 will likely be around 33.5 billion euros, the bank said in a statement 20 January 2016. EPA/ARNE DEDERT
Læs mere
Fold sammen

Det bliver efter alt at dømme lidt mindre attraktivt at tage arbejde i Tysklands største udlånsvirksomhed Deutsche Bank.

For storbankens ledelse barsler nemlig med at hugge en sparekniv ind i medarbejdernes guldrandede bonusordninger, efter at Deutsche Bank er kommet ud med særdeles dårligt regnskab.

Det skriver Reuters, der baserer historien om de slankede bonusordninger på anonyme kilder med kendskab til banken.

Helt konkret ventes det, at de enkelte afdelingers belønningspuljer vil skrumpe med 25-30 procent. Det er dog endnu uvist, hvad der sker med de individuelle bonusser, der først udbetales i marts, meddeler Reuters.

»For medarbejderne vil 2015 formentligt være et af de værste år nogensinde,« siger en anonym chef i banken til nyhedsbureauet.

Deutsche Bank har ikke ønsket at kommentere historien. Torsdag informerede bankens ledelse dog sine medarbejdere om, at det nuværende lønsystem med dertilhørende bonusordninger vil blive ændret.

Traditionelt har banken angiveligt udbetalt 38,5-40 eurocent per euro virksomheden har tjent.

Men de dage synes at være talte. Allerede i sommer slog topchef John Cryan fast, at medarbejderne i banken ikke skulle vente »sødme og lys i de kommende tider«. Banken ry smadret af dårlig forvaltning skulle genoprettes, lød det.

Og da løvfaldstiden satte ind blev de markante meldinger så til virkelighed. Banken skulle ikke bare afskedige 9.000 ansatte, også bonusserne skulle skæres til, lød det fra topchefen i Financial Times.

Og så sent som i november gentog John Cryan ifølge Reuters så, at han stadig mener, at bankansatte generelt oppebærer en for høj løn.

Det seneste hug til medarbejdernes bonusordninger kommer efter et særdeles skuffende 2015. I sidste uge meddelte Deutsche Bank således, at den forventede at rapportere et nettounderskud på omkring 6,7 milliarder euro for 2015. Det sendte aktierne ned med ti procent.

Udover en presset økonomi har flere ledende medarbejdere også sagt farvel til den tyske storbank. Det gælder blandt andre Marc Pandraud, der har været i ledelsen hos bankens investeringsafdeling i Europa. Pandraud er rykket til et job i JP Morgan.

Flere ansatte frygter da ifølge Reuters også, at dårligere arbejdsvilkår vil kunne få flere dygtige medarbejdere til at forlade banken til fordel for konkurrerende banker.

Den 146 år gamle bank indtager stadig rollen som Tysklands største bank målt på udlån.