Presset Solar nedjusterer forventningerne til 2013

Teknikkoncernen Solar oplevede i tredje kvartal tilbagegang i både top- og bundlinje , og nu nedjusterer ledelsen forventningerne til hele året.

Foto: ATHIT PERAWONGMETHA.
Læs mere
Fold sammen

Solars omsætning faldt i tredje kvartal til 368,3 mio. euro fra 387,3 mio. euro i samme periode 2012, og nettoresultatet faldt til 3,8 mio. euro fra 6,0 mio. euro. Endelig faldt resultatet af primær drift før af- og nedskrivninger til 12,6 mio. euro fra 14,5 mio. euro.

- Kvartalet har været præget af negativ vækst på tre ud af vores fire hovedmarkeder, hvilket har gjort det vanskeligt at styrke indtjeningen. Vi tilpasser derfor stadig omkostningerne til markedsudviklingen. Lige som i andet kvartal genererer vi positive pengestrømme fra driftsaktivitet og har nedbragt vores gæld yderligere, udtaler koncernchef Flemming H. Tomdrup i regnskabet.

Pengestrømmende fra driften var positive med 18,9 mio. euro mod 3,1 mio. euro i tredje kvartal 2012.

Solar nedjusterer forventningerne og venter nu i 2013 at omsætte for 1530 mio. euro mod tidligere ventet mellem 1570 og 1620 mio. euro, mens driftsresultatet, EBITA, ventes at lande omkring 18 mio. euro. mod tidligere 25-33 mio. euro.

/ritzau/FINANS