Presset rigmand sætter kongeligt slot til salg

Nordsjællandsk slot fra 1742 med udsigt til Øresund er sendt på markedet for 85 millioner kroner.

Sophienberg blev opført som kongeligt lysslot i 1742-46 - nu er det sat til salg for 85 millioner kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

For 85 milliioner kan det blive dig eller din arbejdsplads, som overtager Sophienberg Slot, der siden 2006 har været ejet af den pressesky rigmand Gunner Ruben og hans Sydfyenske Invest-koncern.

De senere år har Berlingske Business og andre erhvervsmedier jævnligt kunne fortælle, at Ruben var hårdt trængt og blev presset til at sælge ejendomme og andre aktiver - og mange ventede egentlig blot på, at turen kom til Sophienberg Slot i Rungsted.

Frem til nytår blev slottet på cirka 3.300 kvadratmeter drevet som hotel og konferencested. Nu er det imidlertid sat til salg hos erhvervsmægleren Colliers International, der gerne vil oplyse udbudsprisen, men hellere vil tale om en mulig køber end om sælgeren.

»Jeg vil tro, at køberen bliver et firma, der kan bruge slottet som domicil, eller måske en rigmand, der gerne vil et bo sted, hvor der har været blåt blod. Med kun cirka 30 værelser er stedet nok svært at drive effektivt som hotel, selv om hotelmarkedet er begyndt at få det bedre,« siger ejendomsmægler Helle Horn Kramer til Berlingske Business.

Slottet blev opført i årene 1742-46 af hofbygmester Nicolai Eigtved for kong Christian VI og hans hustru Sophie Magdalene, der gav navn til lystslottet, som har udsigt over Øresund. Slottet var frem til slutningen af 1700-tallet på kongelige hænder, men overgik så til staten og har siden været på private hænder.

I årene 1986-1990 var det ejet af ejendomsmanden og projektudvikleren Niels K. Thygesen, som navngav sin virksomhed efter slottet - som blev overtaget af BRF.

Læs om Niels K. Thygesens comeback og kollaps nummer to

I årene 1993-2006 var stedet ejet af gymnasielærernes fagforening, som udvidede med to sidebygninger. I 2006 blev det så overtaget af Gunner Ruben, som frem til nytår drev det sammen med Hotel Hornbækhus og Hotel Villa Strand, der også ligger i Nordsjælland.