Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Presset på netbeskedtjenesten Twitter er lettet efter et regnskab torsdag aften, som fik anerkendende nik blandt investorerne, og nu strømmer nye brugere igen ind.
Twitter leverede både en omsætning og et resultat, der var bedre end forventet i 4. kvartal, og den nedgang i tilgangen af nye brugere, som Twitter oplevede i julekvartalet, er siden ændret til ny fremgang, sagde topchef Dick Costolo - og aktien skød i vejret med 11 procent.
Twitter er en netbeskedtjeneste, hvor man kan skrive beskeder på 140 tegn og lynhurtigt publicere dem. Sammen med Facebook er Twitter det bedst kendte sociale medie, som bl.a. bliver flittigt brugt af politikere og kändisser.
Kun fire millioner nye brugere
288 millioner brugte hver måned Twitter ved udgangen af 2014. Dermed har Twitter kun fået omkring fire millioner nye brugere i julekvartalet, men ifølge Dick Costolo er det siden gået fremad, og Twitter står nu igen til at ligge på samme niveau som de første tre kvartaler af 2014, hvor der hver gang kom mellem 13 og 16 millioner nye brugere til.
Twitters omsætning voksede fra 243 millioner dollars for et år siden til nu 479 millioner. Der er dog stadig underskud i butikken, nemlig på 125 millioner dollars.
Twitter har haft problemer med at overbevise investorerne om, at det går fremad. For nylig overhalede fotodelingstjenesten Instagram, som Facebook har købt, antallet af Twitter-brugere. Instagram har nu 300 millioner månedlige brugere. Oveni har en række topfolk forladt Twitter gennem det seneste halve år, og der har været røster fremme om, at Dick Costolo ikke sidder endnu et år i topchefstolen.
Forleden var der igen rygter om, at Google ville købe Twitter, men siden har der ikke været nyt i den sag.
Analytiker: Tilbage på vinder- og vækstkurs
»#Twitterklaredeindtjeningshurdlenogstigerieftermarkedet,« som investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, opsummerer regnskabet i bedste twitterstil. »Både indtjening og omsætning overgår forventningerne, og der ser ud til at være færre mislyde, også hos investorerne. Investorernes dom er klar: Twitter er tilbage på vinder- og vækstkurs,« siger han.
Omsætningen lå 26 millioner dollars bedre end forventet, og i indeværende kvartal forventer Twitter en omsætning på 440-450 millioner dollars og - for hele året - på 2,30-2,35 milliarder dollars. Begge dele er som forventet.
Facebook, som er verdens største sociale netværk, kom med regnskab 28. januar. Her voksede omsætningen med 49 procent i 4. kvartal fra 2,59 milliarder dollars i 2013 til nu 3,85 milliarder dollars, men det er den svageste fremgang siden begyndelsen af 2013. Facebook har nu 1,39 milliarder månedlige brugere, og 86 procent af dem tilgår tjenesten fra telefoner og andet mobilt udstyr.
Facebooks medarbejderstab er i 2014 vokset med 45 procent til nu 9.200 ansatte i det børsnoterede selskab.