Presset Google giver frit valg af søgemaskine på Android

En planlagt auktion, hvor højestbetalende konkurrenter kom med som valgmuligheder, er droppet. Fra september er man ikke længere tvunget til at have Google som standardsøgemaskine på sin telefon og tablet.

Efter pres fra EU bliver der fra september frit valg af standardsøgemaskine på Android-telefoner og -tablets, hvor Google i dag dominerer. Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

Google bøjer sig nu for presset og vil til september lade det stå frit for Android-telefonejere i Europa at vælge, hvilken søgemaskine de ønsker at gøre til standard på deres telefoner.

Skridtet tages forud for, at EU lægger op til en ny og skrappere håndtering af teknologigiganter som Google, Amazon, Apple og Facebook for at sikre, at konkurrenter får frit spil, skriver nyhedsbureauet Reuters.