Poulsen lægger hjørnestenen i vindmølle-forretningen. Hvad nu?

Nyhedsanalyse: Med beslutningen om at bygge det enorme Hornsea-projekt har DONGs topchef Henrik Poulsen lagt hjørnestenen i DONGs vindmøllestrategi, men spørgsmålet er, om ikke DONG snart må tilkendegive, hvad næste skridt er?

Foto: Søren Bidstrup. Henrik Poulsen (t.v.) har som adm. direktør i DONG netop besluttet at bygge det enorme Hornsea-projekt i Storbritannien. Her ses topchefen i samtale med klima- og energiminister, Lars Christian Lilleholt.
Læs mere
Fold sammen

Det var egentlig mere en formalia-sag end noget andet. Da Henrik Poulsen den 27. februar 2013 stillede sig op i skjorteærmer for at præsentere DONGs 2020-strategi, var det helt klart, at vindmøllerne nu skulle stå i centrum for det danske energiselskab. Målet var at installerede 6,5 gigawatt havvindmøller frem mod 2020, lod Poulsen forstå.

Siden har DONG færdiggjort den ene havvindmøllepark efter den anden, men den største luns har hele tiden ventet i horisonten i form af den enorme Hornsea-park på 1,2 gigawatt: Dobbelt så meget som verdens hidtil største park, London Array.

I dag har DONG og Henrik Poulsen så taget den endelige beslutning om at investere i Hornsea, hvilket var ventet, men ikke desto mindre markerer det et vigtigt skridt i DONGs transformation, som Anders Eldrup satte i værk, og som Henrik Poulsen nu fører videre.

Men hvad har prisen for denne omstilling været? Danske medier har berettet om de britiske vindmølleparker som en guldrandet forretning, mens britiske skatteydere og politikere heftigt debaterer, om man betaler for meget for den nye strømkapacitet, som briterne har brug for.

Det er uholdbart i længden, at skatteborgere skal holde hånden under havvindmøller for at få værket til at løbe rundt, og det ved man i DONG. Derfor har man også sat sig et mål om at presse prisen på vindenergi ned.

Det er for så vidt meget godt, men når man spørger ude i vindmølleindustrien, hvad der kan få prisen ned, svarer de entydigt: Industrialisering. Tidligere teknisk direktør i Siemens, Henrik Stiesdal, forspildte da heller ikke en chance for at sige, at vindindustrien skulle være mere ligesom bilindsutrien.

Når prisen på havvindmølleparker fra år 2000 frem mod 2010 i bedste fald lå fladt, så peger iagttagere på, at det i høj grad skyldes, at hver havvindmøllepark nærmest var et skræddersyet projekt. Hvis prisen på havvind skulle ned, så var der brug for flere projekter, så Siemens, Vestas, ABB, Bladt og de andre underleverandører kunne få deres masseproduktion igang og levere billigere.

Med Hornsea-godkendelsen i stald har DONG leveret sin del af den løsning, og dermed er det ikke bare en hjørnesten for DONG, men også for havvind generelt. I fremtiden ulmer flere mastodontprojekter tilmed også i form af Dogger Banke samt Hornsea 2 og 3.

Hornsea skal efter planen være i drift i 2020, og fire års arbejde for en række heldige underleverandører er bestemt påskønnet, men i infrastruktursverdenen er fire år ikke lang tid. Derfor er spørgsmålet, om DONG ikke snart må løfte sløret for, hvor meget vind man vil bygge efter 2020? Man er vel verdensleder på markedet, og det forpligter.