Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det akutte kapitalbehov i kriseramte PostNord har været kendt i snart et år, men regeringen annullerer nu sin deadline for en løsning. Det skriver Politiken.
Finansminister Kristian Jensen (V) lovede i et interview med avisen i april en løsning »omkring sommeren« og »den sidste deadline« 20. september, hvor selskabets obligationslån på 2 milliarder kroner stod til at udløbe.
Men forhandlingerne med den svenske regering om en løsning er tilsyneladende gået i hårdknude. Finansministeriet oplyser nu til Politiken, at medarbejdere og offentlighed ikke længere kan regne med 20. september som en sidste deadline for en løsning.
»Deadlinedatoen knyttede sig til, at selskabet tidligere havde obligationer, der forfaldt 20. september 2017. Selskabet har (i mellemtiden) refinansieret disse«, lyder det fra ministeriet.
Den danske postdirektør, Peter Kjær Jensen, oplyser, at den manglende politiske løsning koster selskabet omkring 30-40 millioner kroner om måneden, fordi den overordnede omstillingsplan bliver forsinket.
»Jeg har en vis forståelse for, at sagen politisk er en tabersag i Sverige. Men når man melder sig ind som stat for at være ejer af en virksomhed, må man også kunne opføre sig som ejer af en virksomhed. Og jeg havde da regnet med, at man som ansvarlig ejer af en virksomhed ville kunne flytte sig lidt hurtigere, end man har gjort«, siger Peter Kjær Jensen til Politiken.
I et kort mailsvar til Politiken vil Sveriges erhvervsminister, Mikael Damberg, ikke afvise konkurs som et muligt udfald. Heller ikke den danske finansminister Kristian Jensen (V) ønsker at udstikke garantier om, at PostNord ikke går konkurs.
»Jeg forstår godt, at medarbejderne gerne vil have en afklaring hurtigst mulig. Men samtidig lægger jeg også vægt på, at vi finder en løsning, der kan sikre, at PostNord er en sund og bæredygtig arbejdsplads mange år frem i tiden. Det tager tid, men vi arbejder hårdt på at finde den bedst mulige løsning«, lyder det i en kortfattet mail fra Kristian Jensen.