Postbuddet skal bekæmpe pirater

Folk, der bruger nettet til ulovligheder, skal ikke have besøg af politiet - men af postbuddet. Venstre og Socialdemokraterne bakker nu i fællesskab op om en helt særlig dansk måde at håndtere net-pirater på.

Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskere, der bruger nettet til at hente og udbrede ulovligt kopieret materiale såsom film, musik eller software, skal angribes med post snarere end med håndjern. Sådan lyder budskabet fra Venstres medieordfører Ellen Thrane Nørby og Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen, der i en kronik, sendt til Berlingske Tidende slår et slag for en helt særlig dansk model mod netpirater.

Mens man i Frankrig har valgt konsekvent at smide pirater ud af nettet, når de har fået tre advarsler, skal man i Danmark snarere søge at oplyse lovbryderne om, at deres adfærd er uacceptabel, mener de to. Det skal ske via et nystiftet organ, der skal sende direkte breve til de danskere, der foretager sig skumle ting med deres internetforbindelser.

Ifølge de to politikere, vil et sådan organ primært skulle virke præventivt og oplyse internet-brugerne om, at det, de laver, er ulovligt. Dermed får brugerne en chance for at stoppe med deres ulovlige adfærd, inden domstole og politi bliver indblandet.

Engelsk idé
Modellen med at sende breve baserer sig på en idé, der allerede er afprøvet i England med succes - og de to politikere understreger, at de med kronikken primært ønsker at bakke op om et forslag, som der angiveligt er tæt på at være konsensus om mellem telebranchen og rettighedshaverne.

"Jeg mener, at den franske model er elendig og hele tanken om at lukke af for folks internetforbindelser er en meget forældet måde at gøre tingene på. Derimod bakker vi op om den model, branchen selv har diskuteret - nemlig at finde en løsning selv," siger Ellen Thrane Nørby.

Rettighedshaverne har i årevis forsøgt at dæmme op for den stigende mængde pirateri på nettet - uden større succes. Blandt andet har pladeselskabernes brancheforening, IFPI, et par gange fået fogedretten til at udstede kendelser, der tvang internetudbyderne til at lukke for folks adgang til ulovlige musiksider og den svenske fildelingstjeneste, The Pirate Bay.

Lukningerne var dog teknisk nemme at omgå - og er sket under store protester fra telebranchen, der har vendt sig kraftigt mod at blive tvunget ind i en kamp mellem pladeselskaber og pirater.

Går efter pusherne
Derfor er det positivt, at alle ser ud til at kunne enes om det uvildige organ, mener Mogens Jensen (S).

"Det er langt den bedste måde, fordi det sker i samarbejde mellem rettighedshaverne og internetudbyderne - og fordi man ikke griber til samme slags midler, som franskmændende har gjort. Man går ikke efter dem, der kommer til at hente et stykke musik af og til - men derimod efter dem, der lægger materiale ud i stor stil. Altså dem, der pusher det. Og med mindst mulig politisk regulering på området," siger han.

Han peger samtidig på, at nogle ulovligheder reelt kan ske uden at ejeren af forbindelsen aner noget om det. Det kan være hvis husets teenagesøn bruger fildelingsstjenester - eller hvis man har glemt at lukke sit trådløse net for uvedkommende adgang.

Forslaget lyder, at det nystiftede organ rent praktisk kan placeres under en styrelse eller et ministerium. Dermed risikerer man nemlig ikke, at telelskaberne skal udlevere personfølsomme data til rettighedshaverne, så der kan sendes breve til krænkerne. Alligevel er der en række persondata-mæssige spørgsmål, der skal afklares.

Ifølge de to politikere bør der først skrides til handling, hvis krænkerne ikke ændrer adfærd efter at fået advarsler per brev.