Portoen stiger igen markant fra nytår

Post Danmark lider under den stærkt faldende brevmængde og det får nu posten til at hæve portoen med 11 pct. på A-breve og knap 8 pct. på økonomibreve. Det sker i en tid, hvor prisudviklingen i øvrigt står næsten stille

Foto: Jens Thaysen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra 1. januar bliver det igen dyrere at sende fysiske breve. Post Danmark hæver da prisen for et A-brev på op til 50 gram med én krone til 10 kr., mens prisen på et firmærke til et B-brev stiger med 50 øre til 7 kr. Det er prisstigninger på hhv  godt 11 og 7,7 pct. På breve sendt fra erhvervslivet hæves priserne med i gennemsnit 3,35 pct.

Portoen blev senest hævet pr. 1. januar 2014. dengang steg prisen på et A-brev med 12,5 pct. til 9 kr., mens et B-brev steg med 50 øre til 6,50 kr.

Post Danmark begrunder prisstigningen med, at to ud af tre breve siden 2000 er forsvundet fra det danske brevmarked,.

»Vi har mange af de samme serviceforpligtigelser som tidligere, men der er færre breve til at betale for, at vi udfører dem. Og selvom vi har effektiviseret og rationaliseret, betyder det, at hvert enkelt brev skal betale en større del af de faste omkostninger, der erforbundet med at drive et fintmasket distributionsnet,« skriver Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark i en elektronisk pressemeddelelse.

I forhold til år 2000 sendes der i dag godt 1 milliard færre breve. Alene i første halvår af 2014 er brevmængden faldet med 11 pct., og Post Danmark følger markedets reaktion tæt, når kommunikationen mellem det offentlige og borgerne gøres digital 1. november.

Selvom antallet af breve er faldet, så vil der fortsat være et stort brevmarked i Danmark, mener posten. Dels giver den stigende e-handel ikke bare flere pakker men også tunge breve, og dels er erhvervslivets direct mails en effektiv og billig kommunikationsform.

Post Danmark, der i dag er en del af den svensk-danske postkæmpe PostNord, har de senere år oplevet støt faldende salg fra 11,3 milliarder kr. i 2009 til 8,2 milliarder kr. i 2013. Før i tiden var Post Danmark det store guldæg blandt statens virksomheder, men de seneste to år har Post Danmark givet underskud på over 100 mio. kr.