Porsche overvejer at lægge sig i slipstrømmen på 'grønne' Volvo

Porsche overvejer at udfase dieselmotorer om få år. Volvo satser snart 100 procent fra hybrid- og elbiler.

Porsche overvejer at stoppe produktionen af dieselbiler. Free/Stefan X-p/gnu Free Documentation License/wikimedia Fold sammen
Læs mere

Porsche, der er ejet af Volkswagen, overvejer helt at udfase dieselmotorer.

Det sker samtidig med, at Porsche har sin første elbil på trapperne. Den vil ifølge Porsche være en firedørsbil, der lanceres i 2019.

- Det er selvfølgeligt noget vi kigger på. Men vi har ikke truffet en endelig beslutning, siger administrerende direktør for Porsche Oliver Blume til Reuters.

Udmeldingen kommer forud for, at Porsche lægger sin motorstrategi for de næste årtier.

Den vil, ifølge Oliver Blume, indebære et miks af forbrændingsmotorer, hybridmotorer og rene elbiler.

For at spare penge vil mærkerne Porsche og Audi samarbejde om udviklingen af nye motorer.

Porsche, og ikke mindst moderselskabet Volkswagen, er drevet væk fra diesel blandt andet på grund af den voldsomme skandale, dieselgate, der ramte selskabet.

Her kom det frem, at Volkswagen havde snydt med målingerne af udledningen af skadelige gasser fra flere millioner af sine biler.

Tidligere i juli fortalte svenske Volvo, at man vil satse 100 procent på hybrid- og elbiler fra 2019.

Kort efter kom det frem, at Frankrig planlægger helt at forbyde salget af benzin- og dieselbiler i 2040 samt at skynde på udfasningen af denne typer biler via skatterabatter.

Danmark har været i internationalt fokus, efter at nye afgiftsregler lagde salget af elbiler ned i 2016 og første halvdel af 2017.