Popstjerne skal sælge dansk jul

For tredje år i træk er BoConcept og VisitDenmark gået sammen om en julekampagne, der skal trække flere turister til Danmark og øge kendskabet til møbelkædens produkter. En kendt, dansk popsangerinde fronter kampagnen.

Her ses Stine Bramsen. (Foto: Mathias Bojesen/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen

Hun blev for alvor kendt i udlandet i 2008, da hun med bandet Alphabeat slog igennem på den engelske albumhitliste med hits som 10.000 Nights of Thunder, Boyfriend og Fascination.

Det skriver markedsforing.dk

Og netop nu er den danske sangerinde Stine Bramsen aktuel som frontfigur i en kampagne, der skal skabe fascination om dansk jul og danske møbler på i alt 47 markeder.

Kampagnen byder bl.a. på en video med Stine Bramsen, der som Danmarksambassadør giver sine personlige tips til juleoplevelser i København. Og så rummer satsningen desude en global konkurrence, hvor hovedpræmien er en rejse til København, inklusive koncert og et personligt møde med den danske sangerinde.

Og hos BoConcept glæder Mette Bech Hofman, der er International Marketing Manager, sig over samarbejdet med Stine Bramsen:

»Stine Bramsen er med til at fortælle en historie om Danmark og den danske jul, og hun har en cool og dejlig personlighed, der passer godt til BoConcept og repræsenterer Danmark på bedste vis«, siger hun.

Musik giver mening

Hos VisitDenmark er brugen af Danmarksambassadører ikke noget nyt. Tidligere på året samarbejdede turismeorganisationen med filminstruktør Susanne Bier og arkitekt Bjarke Ingels om at brande dansk ferie på det amerikanske marked - og så er rockgruppen Carpark North på vej med en video, der skal promovere København som rejsemål.

Og ifølge VisitDenmarks brandingchef, Anja Hartung Sfyrla, giver netop brugen af musikere som Danmarksambassadører god mening:

»Musikere har ofte mange engagerede følgere på de sociale medier, så der er rigtig god grund til at bruge dem som talerør. Og Stine Bramsen er en spændende personlighed, som matcher vores profil, værdier og målgruppe godt«, siger hun og tilføjer, at man derfor også  har indgået et samarbejde med Universal Music & Brands, der deler videoen på deres kanaler.

Gode erfaringer

I 2013 slog møbelkæden BoConcept og VisitDenmark sig for første gang sammen om en ambitiøs julekampagne, der skulle øge udlandets kendskab til Danmark som rejsemål samt naturligvis til BoConcepts produkter.

Kampagnens resultater blev markant bedre end forventet, men allerede året efter blev de overgået: Julekampagnen sidste år gav således over 200.000 besøg på kampagnesiden samt cirka 45.000 nye nyhedsbrevsmodtagere.

Dette års kampagne er netop gået i luften og kører på i alt 47 markeder. Den promoveres via VisitDenmarks og BoConcepts egne onlinekanaler samt via BoConcepts butikker i de forskellige lande.

Du kan se mere om kampagnen her.