Polske håndværkere bor i campingslum

Fagforbund melder arkitekt til politiet. Byggeplads byder på uacceptable sanitære forhold for håndværkerne.

Læs mere
Fold sammen
Medarbejdere fra forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) Østjylland samt fra Bygge,- Anlægs-og Trækartellet (BAT-kartellet) har i går foretaget et byggepladsbesøg i Risskov.

Ifølge de to forbund er forholdene utilstedelige og opfylder ikke minimumskravene til velfærdsforanstaltninger for danske bygningsarbejdere.

En del af byggepladsen består af nogle redskabsskure og tre udslidte campingvogne, som bliver brugt til beboelse, skurvogn, toilet og bad.

Bygherren er arkitekt fra Århus, som er i gang med en totalrenovering af en villa.

Allerede i marts måned 2008 anmeldte TIB den samme byggeplads til arbejdstilsynet, da bygherren anvendte polske bygningsarbejdere uden ansættelseskontrakt til 75 kr. i timen, til at nedbryde et eternittag med asbest, uden anvendelse af personlige værnemidler.

TIB anmelder i dag bygherren og arbejdspladsen til Århus Kommune, SKAT, Politi og Arbejdstilsyn.

- Jeg håber, at myndighederne lever op til sit ansvar og ikke igen lader en bygherre slippe godt fra at overtræde gældende regler og udnytte underbetalt udenlandsk arbejdskraft, udtaler Anders Munk, formand for TIB Østjylland og BAT Århus.

- mja