Politiske blæsevejr om vindmøller fortsætter

De tre byder afleverede torsdag deres bud på de omstridte kystnære vindmøller. På grund af Konservatives mandater tegner der sig stadig et flertal for møllerne, men partier erkender, at det bliver en hård kamp i 2025-forhandlingerne, og at andre områder vægter højere.

Foto: Malte Kristiansen.
Læs mere
Fold sammen

Knud-Erik Andersen, adm. direktør i European Energy, havde sat en lille rød sløjfe på konvoluten, som han torsdag klokken 14.00 afleverede hos Energistyrelsen i Amaliegade. Konvolutten indeholdt et bud på de kystnære havvindmøller, som er en del af energiaftalen fra 2012, og Knud-Erik Andersen var ikke sen til at kalde European Energys bud for en »gave«, der ligger væsentligt under de 70 øre per kilowatttime, som er den øvre grænse:

»Vi afleverer et bud, som levner et stort, finansielt råderum for forligskredsen og til de besparelser, som regeringen skal finde,« sagde Knud-Erik Andersen.

Direktøren regner med, at de kystnære havvindmøller, der med max-prisen på 70 øre vil koste syv mia. kr. i støtte, vil blive opført, men vindene blæser stadig hårdt om det store projekt.

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fremlagde i maj en besparelsesplan på energiområdet, og her var en af hjørnestenene at sløje det 350 MW store udbud af de kystnære vindmølleparker. Jacob Jensen, der er finansordfører i Venstre, sagde torsdag morgen til Altinget.dk, at Venstre ikke har tænkt sig at bryde energiforliget for at redde de kystnære vindmøller, og at man i øvrigt vil følge et flertal i Folketinget, hvis 90 mandater skulle være for de kystnære vindmøller.

»Vi har stadig af den opfattelse, at vi skal annullere de kystnære parker og satse på havvindmølleparker. Vi kommer ikke til at bryde noget forlig, vi insisterer blot på at have vores holdninger,« uddyber Jacob Jensen over for Berlingske, der også understreger, at møllerne bliver til noget, hvis der er 90 mandater for dem i Folketinget.

Dette flertal er der for nærværende på Slotsholmen, fordi rød blok og Konservative støtter møllerne. Her er Konservatives seks mandater tungen på vægtskålen. Energiordfører Mette Abildgaard siger til Berlingske, at man vil kæmpe for møllerne, men erkender, at kampen bliver hård, og at de kystnære vindmøller ikke er den vigtigste sag for partiet - kendt som en såkaldt rød linje, som Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har omtalt topskatten.

»Det er Davids kamp mod Goliat, men det betyder ikke, at vi ikke forsøger,« siger Mette Abildgaard til Berlingske.

»Vi har sagt, at det afgørende for os er tryghed for boligejere. Det er vi ærlige omkring. Vi vil ikke give indtryk af, at vi kan få 117 forskellige ting indfriet. Vi har røde linjer i forhold til boligskatten. Det bliver interessante forhandlingerne, og vi må se, hvad vi kan få igennem i stedet for, hvis ikke vi kan få de kystnære vindmøller igennem.«

De endelige priser vil formentlig bliver præsenteret for forligskredsen bag energiaftalen i slutningen af september.