Politisk pres øges på Per Stig

Nu melder flere politiske partier sig på banen og kritiserer udenrigsministeren, der stadig nægter Bagmandspolitiet adgang til fire embedsmænd, der skal afhøres i forbindelse med olie for mad-skandalen i Irak.

"Vi vil lægge pres på udenrigsministeren for at sikre, at hans medarbejdere medvirker til opklaringen af sagen," siger næstformand og retspolitisk ordfører Peter Skaarup (DF) til Jyllands-Posten, hvor også Socialdemokraternes udenrigsordfører Mogens Lykketoft opfordrer Per Stig Møller (K) til at overveje situationen.

Desuden melder de Radikales Niels Helveg Petersen sig på banen med en undren over ministerens beslutning. Han vil derfor tage initiativ til, at sagen behandles i Udenrigspolitisk Nævn.

Kritikken kommer i kølvandet af Per Stig Møllers afvisning af, at Bagmandspolitiet vil afhøre fire embedsmænd i Udenrigsministeriet, der sandsynligvis har viden om olie for mad-skandalen i Irak, som en række danske virksomheder blev blandet ind i.

Udenrigsministeriet har ikke noget at tilføje i sagen.

Kilde: Jyllands-Posten