Politisk opbakning til udskillelse af Dongs oliebutik

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Der tegner sig en bred politisk opbakning til at udskille Dongs olieforretning forud for den kommende børsnotering. Det skal gøre selskabet mere strømlinet og sikre, at frygten for de lave oliepriser ikke står i vejen for en god børsnotering.

Det skriver Børsen.

- Principielt har vi ikke noget imod at sælge oliedelen fra. Vi kan godt se, at det giver Dong et renere snit og en mere klar forretningsmodel, siger Martin Lidegaard, finansordfører for De Radikale Venstre.

Opbakningen til forslaget støttes af alle forligspartierne bag Dong, som tæller Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og De Konservative.

I lyset af de lave oliepriser giver det rigtig god mening at overveje frasalg af olieforretningen forud for en børsnotering, vurderer Jens Houe Thomsen, der er analytiker hos Jyske Bank.

- Tanken om at udforske en opsplitning op til børsnoteringen er oplagt. Ved børsnoteringen vil den grønne del sandsynligvis kunne opnå en højere pris per indtjeningskrone, fordi der er større vækstforventninger til den, siger analytikeren til Børsen.

Dong ventes af blive børsnoteret inden marts 2017.

/ritzau/FINANS