Politisk flertal vil lukke »usikre« byggevirksomheder

Firmaer, som ikke efterlever Arbejdstilsynets påbud og bryder arbejdsmiljøloven, skal ikke have lov til at drive forretning, mener et politisk flertal.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Ignorerer byggevirksomheder påbud fra Arbejdstilsynet, så skal de lukkes.

Det mener et politisk flertal i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, viser en rundspørge foretaget af DR Nyheder.

Ifølge Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Bjarne Laustsen (S), er en lukning af virksomheder, som sjusker med sikkerheden, den eneste måde at sikre et bedre arbejdsmiljø for de ansatte.

»På den måde bliver vi også fri for den unfair konkurrence, de udøver over for de firmaer, der har orden i sagerne,« siger han til dr.dk.

Også Dansk Folkeparti og Enhedslisten bakker op om ideen om at lukke virksomheder, hvis ansatte gentagne gange er kommet til skade på grund af manglende sikkerhed på byggepladserne.

Hverken Venstre eller Liberal Alliance ser dog grund til at tvinge virksomheder til at lukke. Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen (LA), siger til dr.dk, at det ikke altid er arbejdsgivernes skyld, nar ansatte kommer til skade. Således mener han, at arbejdstagerne også selv har et ansvar i og med, at de ikke altid overholder de regler, de skal, ved for eksempel at nægte at bære hjelm. Ifølge Peter Juel Jensen (V), der er arbejdsmiljøordfører i Venstre, er der i stedet for lukninger brug for at ændre hele kulturen på byggepladser. Således skal kolleger turde sige til, hvis der er en, som sjusker med sikkerheden, forklarer han til dr.dk.

Et bredt forlig fra foråret mellem den tidligere regering og Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti betyder, at Arbejdstilsynet i dag koncentrerer sig om enkelte virksomheder og brancher, hvor arbejdsmiljøet er udfordret. Med forliget har tilsynet i dag mulighed for at udstede større bøder, hvis virksomheder overtræder arbejdsmiljøloven flere gange.