Politikere omfavner pelsbranchen

Mens pelsindustrien i Norge belastes af fakkeloptog og verbale angreb fra selv borgerlige politikere, er billedet helt anderledes i Danmark. Her står industrien stærkere, både politisk og folkeligt.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Da en af pelsbranchens største kritikere, socialdemokraten Dan Jørgensen, pludselig blev fødevareminister i 2013, lancerede han en opsigtsvækkende nyhed: Han var ikke længere imod den pelsdyravl, som han ellers havde tordnet mod i årevis som medlem af Europa-Parlamentet.

»Hvad med dit arbejde for et totalforbud mod pelsdyrproduktion?« ville pressen vide.

»Jeg står stadig på mål for, at det var helt uacceptabelt, som situationen var for år tilbage. Der skulle råbes vagt i gevær og ske forbedringer. Og de er jo kommet. Man kan altid diskutere, om jeg råbte for højt,« lød det fra den nyudnævnte fødevareminister Dan Jørgensen, som »helt sikkert« ikke længere ville arbejde for et forbud mod pelsdyravl og således skuffede en del af sit bagland og de organisationer, som er kritisk over for industrien.

Fødevareministeren blev kaldt en »vendekåbe« de næste dage, men i virkeligheden er det hele den danske befolkning, der de seneste år har vendt sig en smule for at anskue pelsindustrien fra en mere positiv vinkel.

Mellem januar 2011 og oktober 2014 er danskernes opfattelse af forholdene i minkproduktionen forbedret fra 3,95 til 5,00 på en skala fra ét til ti. Det viser en måling, som Landbrug & Fødevarer har fået udarbejdet. Målingen afslører dog også, at mink stadig er den mindst populære af landbrugets produktionsgrene og halter et godt stykke efter både mælk, kvæg og svin.

Men danskernes accept af pelsindustrien bliver tilsyneladende stærkere år for år. Det er sket, mens omsætningen hos Kopenhagen Fur er braget op fra fire til 13 mia. kroner om året. Arbejdspladser er blevet skabt, og ifølge Kopenhagen Fur er 6.000 i dag beskæftiget direkte med pelsdyravl i Danmark.

Den slags kan politikerne i Danmark lide, og de bakker stadig varmere op om pelsindustrien. Seneste eksempel kom for få dage siden, da socialdemokraten Morten Bødskov befandt sig på Kopenhagen Furs auktion i Glostrup.

»Milliardomsætning. Hundredvis af arbejdspladser på Vestegnen. Flot! Til pelsauktion hos Kopenhagen Fur,« skrev Morten Bødskov på det sociale medie Twitter.

Også ministeren for forskning, De Radikales Sofie Carsten Nielsen, har meldt sig blandt støtterne af pelsindustrien.

»Kopenhagen Fur (...) bidrager gevaldigt til eksporten og driver en flot forretning,« har ministeren udtalt.

Tilmed har den borgerlige fløj i Danmark længe støttet pelsindustrien, og de tætte bånd mellem politikerne og industrien blev bekræftet, da det forleden kom frem, at partiet Venstre havde modtaget 70.000 kroner fra Kopenhagen Fur i partistøtte.

»Reglerne for produktionen i Norge og Danmark er de samme,« oplyser Tage Pedersen, bestyrelsesformand for Kopenhagen Fur.

Alligevel er politikernes holdning vidt forskellig. I Norge mener den borgelige statsminister, at pels kun skal bæres af dyr, og senest har seks andre politikere fra partiet Høyre skrevet, at de har svært ved at forklare, at pelsdyravl er etisk forsvarligt.