Politiken skal spare omkring 15 millioner

Forhandlingerne er allerede gået i gang mellem Politikens ledelse og medarbejderforeningen, der skal munde ud i et konkret antal afskedigelser på Politiken, som følge af en spareplan, der skal frigøre omkring 15 millioner kroner.

Hvis økonomien på Politiken forsat skal hænge sammen, er der brug for nedskæringer. Det er særligt den hårde konkurrence på avismarkedet, der nu gør det nødvendigt at frigøre et stort millionbeløb.

Ifølge Business.dks oplysninger drejer det sig om omkring 15 millioner kroner, der skal spares i det kommende år. Rundt regnet svarer det til omkring 30 medarbejdere, der må sige farvel til Politiken som konsekvens af spareplanen.

Hverken Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden eller adm. direktør for JP/Politikens Hus, Lars Henrik Munch, vil endnu ikke komme med et konkret tal på, hvor meget der skal spares, eller hvor mange medarbejdere, der skal fyres.

Men besparelserne skal primært findes på lønomkostningerne, forklarer Tøger Seidenfaden.

"Vi skal spare tre procent af de faste omkostninger, og det er i høj grad forskellige former for lønomkostninger," siger han.

Ledelsen på Politiken har inddraget Politikens Medarbejderforening i processen for at sikre, at udmøntningen af spareplanerne bliver så hensigtsmæssig som mulig. Og planen er, at besparelserne skal være afklaret og på plads i løbet af "kort tid".

Ifølge Lars Henrik Munch er spareplanen ikke et udtryk for, at gratisavisen 24timer tærrer på pengekassen i JP/Politikens Hus. Spareplanen handler alene om, at økonomien for Politiken skal hænge sammen fremover.