Politiet sigter flere topfolk i OW Bunker

En række tidligere direktører i OW Bunker er sigtet af politiet for deres rolle i konkursen i OW Bunker. Senere kan flere bliver inddraget.

En række tidligere direktører i OW Bunker er sigtet af politiet for deres rolle i konkursen i OW Bunker. Senere kan flere bliver inddraget. Her er det Jakob Brogaard - Tidligere Dansk Bank-direktør og bestyrelsesmedlem i OW. Bunker. Kurator mener, at han kan gøres erstatningsansvarlig. Fold sammen
Læs mere

Bedrag og mandatsvig lyder de sigtelser på, som torsdag ramte flere af de ledende direktører i OW Bunker. Indtil videre er mindst tre personer sigtet, herunder den tidligere topchef Jim Pedersen. Senere kan politiet være på vej til at inddrage flere, der var involveret i det skandaleramte sammenbrud i den nordjyske bunkervirksomhed.

»Efterforskningen kører fortsat, og der kan meget vel afdækkes ting, som kan medføre yderligere sigtelser,« siger politiinspektør i SØIK, Thomas Anderskov, der arbejder med at efterforske OW Bunker-sagen.

Torsdag ønskede SØIK – i daglig tale Bagmandspolitiet – ikke at oplyse, hvor mange og hvem der er sigtede i sagen. Men Lars Møller, daværende chef for OW Bunkers datterselskab, Dynamic Oil Trading, er sigtet for mandatsvig i forbindelse med aktiviteterne i Dynamic Oil Trading. Det bekræftede hans advokat, Arvid Andersen, som bestrider påstanden fra politiet, men ellers ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Øverst i OW Bunker har politiet sigtet tidligere topchef Jim Pedersen og forhenværende finansdirektør Morten Skou.

»Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget en sigtelse. Set fra min stol er sigtelsen uden indhold,« siger Jim Pedersen til finansmediet Finanswatch.

Enorm gæld

Om flere er sigtet, er endnu uvist. Præcist hvad der er baggrunden for sigtelserne, ønsker politiet ikke at oplyse. Men ifølge branchemediet Shippingwatch kan det dreje sig om, at ledelsen på hovedkontoret i Nørresundby har tilladt, at Dynamic Oil Trading fik lov til at opbygge den enorme gæld til det lokale bunkerselskab Tankoil. Det var et udestående, som siden spillede en central rolle, da OW Bunker til sidst bukkede under.

Selskabet blev børsnoteret i foråret 2014 og gik konkurs i efteråret samme år. Udover de store tab i Singapore tabte selskabet også store summer på voldsom og risikabel spekulation i den oliepris, som på det tidspunkt blev ved at falde.

Thomas Anderskov siger, at det inden for »nær fremtid« vil blive afgjort, om der skal rejses tiltaler i sagen.

»Tiltalespørgsmålet, forventer vi, afklares inden for nærmeste fremtid, men det er svært at komme tættere på end det. Det er muligt, at det er inden for et par måneder, men det kan tage længere tid, fordi der kan komme noget under den fortsatte efterforskning, som gør, at vi er nødt til at skubbe det lidt længere,« siger Thomas Anderskov.

Han understreger, at sagen er højt prioriteret hos SØIK.

»Der utrolig stor fokus på, at der er stabilitet og ro på de finansielle markeder, og at man har tillid til aktiehandel. Men det her er også et spørgsmål om retsgarantier for de personer, som vi mistænker, og at de får rettigheder i forbindelse med sigtelsen,« siger Thomas Anderskov.

Sagsanlæg varslet

Sideløbende med politiets undersøgelser kan der komme flere erstatningssager rettet mod mange forskellige involverede i sagen. Der er varslet sagsanlæg fra danske, udenlandske og private investorer. Derudover har konkursboet også et krav.

Præcist hvem, der modtager kravene, er uklart, men kort inden nytår pegede en 400 sider lang kuratorrapport på, at der var grundlag for at søge om erstatninger hos mange af de involverede. Specialkurator Søren Hallling-Overgaard pegede i rapporten på, at sagsanlæggene ud over direktionen kan komme til at ramme flere medlemmer af bestyrelsen, revisorerne, de investeringsbanker, som sendte virksomheden på børsen, og ikke mindst den svenske kapitalfond Altor, som ejede og tjente store milliardbeløb på handlen.

Ifølge hans rapport tegnede Altor sammen med sine rådgivere et billede af en dansk oliehandelsvirksomhed, der havde en flot og sund indtjening fra selve driften, men reelt kom op mod halvdelen af OW Bunkers indtjening fra spekulation i oliepriser. Det kan vise sig at være alvorligt, fordi det betød, at virksomheden blev prissat mange milliarder kr. for højt, og dermed købte investorerne virksomheden til en for høj pris.

Altor har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.