Politiet knækkede koden – 51 anholdt i global aktion

For tredje gang er det lykkedes politimyndigheder at hacke sig ind på en krypteret kommunikationsapp og dermed kunne følge med i kriminelles beskeder til hinanden.

Det europæiske politisamarbejde Europols topchef, Catherine de Bolle, fortæller på en pressekonference i Den Haag i Holland om, hvordan politiet har knækket krypteringen af kommunikationstjenesten Ghost. Phil Nijhuis/AFP/Ritzau Scanpix

51 personer er blevet arresteret, efter at det europæiske politisamarbejde Europol sammen med politimyndigheder i ni lande har brudt endnu en krypteret beskedtjeneste, som kriminelle har anvendt i stor stil.

Der er tale om tjenesten Ghost, som har ry for at blive brugt i forbindelse med leverancer af større mængder af narkotika og til hvidvaskning af penge.