Polaris i nyt svensk opkøb

Polaris gennemfører tredje transaktion i løbet af blot en måned og sætter tyk streg under den nye strategi med fokus på MMV-segmentet i Sverige. Tidligere i dag købte kapitalfonden Skamol – nu er også svensk virksomhed en del af porteføljen.

Den danske kapitalfond Polaris gennemfører nu mandages andet virksomhedskøb – denne gang har den danske kapitalfond købt Emotron AB med hovedkontor i Helsingborg.

I en meddelelse fra Polaris står der, at man vil fordoble omsætningen over fem år – bl.a. ved at sætte erfarne svenske industriledere ind i bestyrelsen.

Dermed har Polaris på godt to år købt fire virksomheder i Sverige med en samlet omsætning på 1,3 mia. svenske kr.

Emotron udvikler og producerer avanceret udstyr, som gør det muligt for dens kunder at forbedre omkostningseffektivitet og pålidelighed i processer og maskiner, som drives af elmotorer.

Emotron havde i sidste år en omsætning på 303 mio.svenske kr., mens driftsresultatet (EBITA) sidste år blev godt 20 mio. svenske kr.

Emotrons adm. direktør, Jan-Eric Bergström, og den øvrige ledelsesgruppe fortsætter og vil indtræde som medejere af virksomheden.

Polaris har bl.a. Kirkbi, Legos pengetank, samt Danske Bank og A.P. Møller – Mærsk i investorkredsen.