Plummers krakkede detektivfirma beskyldes for underslæb

Det kuldsejlede private efterforskningsfirma, Parsifal Services, beskyldes af flere kreditorer for underslæb.

Foto: Linda Kastrup. Nyt detektivbureau DEO. Jan Jarlbæk og Kenneth Plummer er formand.
Læs mere
Fold sammen

Det var med en stribe velklingende navne fra Bagmandspolitiet, Rigspolitiet og Europol i spidsen, at detektivfirmaet Parsifal Services tilbage i 2013 blev startet. Selskabet - som den tidligere generaldirektør i DR, Kenneth Plummer, også var med til at starte - havde ambitioner om at hjælpe private virksomheder og personer verden over med efterforskning af svindel og andet kriminalitet.

Nu tyder noget på, at det i stedet er firmaet selv, der kan stå over for en indgående efterforskning. I efteråret gik Parsifal Services konkurs, og nu beskylder flere kreditorer i Børsen virksomheden for at køre urent trav op til konkursen.

Stridens kerne er, at selskabet få dage før sin konkurs ændrede selskabets navn og overdragede Parsifal-brandet til AS Solution, virksomhedens storaktionær. Den finte mener flere kreditorer reelt var en flugt væk fra selskabsgælden.

»Det er mig tvivlsomt, om den korte tid imellem navneskift og konkurs er indenfor lovens rammer. Det er i hvert fald imod al god forretningsetik at flygte fra selskabsgæld på den måde,« siger Kim Broadbent, selskabets tidligere medejer og marketingdirektør ifølge Børsen i et brev til Sø- og handelsretten.

En anden kreditor, Martin Dubbey fra firmaet Harod Associates i London, efterforskede et mistænkeligt mord i Kenya for den danske virksomhed, men har år senere fortsat et tilgodehavende på 65.000. Han overvejer nu en politianmeldelse, skriver Børsen.

Parsfal Services tidligere direktør, Jan Jarlbæk, afviser pure alle beskyldninger om, at der skulle have været bedrageri.