Planlov kan spænde ben for discountambitioner

Discountkæden Rema 1000 har ambitioner om at åbne over 100 nye butikker, men en fri planlov kan give discountkæden hård konkurrence fra hypermarkeder som Bilka. Regeringen kommer med revision inden for kort tid.

REMA 1000 ønsker ikke, at planloven nødvendigvis ændres, men blot fortolkes mere lempeligt. Arkivfoto: Christian Als Fold sammen
Læs mere

Danske forbrugere er kendt for at hungre efter billige dagligvarer, men en fri planlov kan blive en udfordring for en af de største discountaktører på det danske dagligvaremarked.

Rema 1000 har høje ambitioner om at åbne flere butikker i Danmark, men en fri planlov vil give benhård konkurrence fra de store aktører som Dansk Supermarked, der får mulighed for at ekspandere med flere og endnu større hypermarkeder.

»Det kan godt være, at planloven til tider er udfordrende. Men omvendt har det sikret mange danskere mulighed for at handle lavpris i nærheden af, hvor de bor,« siger administrerende direktør i Rema 1000, Henrik Burkal, og spørger selv retorisk:

»Giver det mening, at man kører en stor lastbil hen til et stort center, og alle de små biler kører hen for at handle, eller giver det omvendte mening?«

Discount med ambitioner

Henrik Burkal og Rema 1000 har haft stor succes på det danske marked og nåede i regnskabsåret 2014 en omsætning på over 10 milliarder kroner. Discountkæden har ved årets afslutning 270 butikker i Danmark, og på baggrund af de seneste års vækst har Henrik Burkal skruet op for ambitionerne.

»Vi mener, at der er plads til mindst 400 Rema 1000 butikker i Danmark,« siger han og tilføjer, at butikkerne kan ligge over hele landet og ikke bare i byerne, hvor Rema 1000 hidtil har været mest synlige.

Venter med spænding

Dagligvarebranchen venter med spænding på et nyt udkast til planloven fra regeringen. Planlovens nuværende bestemmelser om detailhandel har til formål, at butikker som hovedregel skal placeres i den centrale del af en by eller bydel, samtidig med at der er en begrænsning på størrelsen af for eksempel hypermarkeder.

En fri planlov vil med andre ord give de store mulighed for at blive større, og det vil få konsekvenser for de små. Det spår Retail Institute Scandinavia, som står bag en netop offentliggjort prognose over dansk dagligvarehandel.

Prognosen tager udgangspunkt i en planlovsliberalisering og spår en hård fremtid for de helt små lokalbutikker i lokalsamfund. Til gengæld kan det give mulighed for, at for eksempel discountkæder rykker ind i landsbyerne og erstatter lokalbutikkerne. Ifølge Henning Bahr, administrerende direktør hos Retail Institute Scandinavia, kan der altså være både fordele og ulemper for discountkæderne, hvis planloven bliver liberaliseret.

»Vi vil kunne få flere og større discountbutikker, og vi vil kunne få beliggenheder på discountbutikker, der er mere optimale end i dag,« siger Henning Bahr.

Hypermarkederne vinder frem

Samtidig understreger han, at hypermarkederne forventes at vinde markedsandele frem mod 2025, fordi både Bilka og Føtex ifølge prognosen vil ekspandere. Prognosen spår en markedsandel til Dansk Supermarked på 34,6 pct. om ti år mod ærkerivalen Coop Danmarks 34,4 pct.

Ifølge prognosen vil Dansk Supermarked vokse med otte procent på antallet af butikker frem mod 2025, mens Rema 1000 i 2025 vil have 355 butikker. Spørger man Henrik Burkal, om han foretrækker en fri planlov, er svaret klart.

»Vi ser ikke det store behov for ændringer i planloven. Vi ser blot et behov for en mere lempelig fortolkning af den nuværende lovgivning, så mennesker i udkantsdanmark kan sikres billige fødevarer lokalt,« siger han og uddyber med henvisning til den nuværende begrænsning i placeringen af butikker:

»Vi kan ikke placere os i en lille by med 1.300 indbyggere. Men hvis fortolkningen af planloven var mere lempelig, kunne vi måske ligge ved en vej, der havde fat i flere mindre byer. Der ville vi godt kunne drive en discountbutik,« siger Henrik Burkal.

Hvorvidt Dansk Supermarked med en fri planlov vil puste sig yderligere op i forhold til størrelsen af hypermarkeder, er der ikke noget klart svar på fra administrerende direktør Per Bank. I en mail til Berlingske udtaler Per Bank, at Dansk Supermarkeds strategi er klar, uanset hvordan lovgivningen udvikler sig.

»Vi indretter vores forretning efter den nuværende lovgivning og ikke på baggrund af, hvordan den muligvis kommer til at se ud,« udtaler Per Bank.

Regeringen ventes at komme med sit udkast til en ny planlov inden for kort tid.