Plan skal lægge låg på lånekrisen

USAs finansminister vil hjælpe en stor del af de boligejere, der er kommet i klemme med de såkaldte subprime-lån, der udløste den internationale kreditkrise.

Det amerikanske finansministerium er ”snart” klar med en redningsplan for mange af de mennesker, der er på vej til at blive presset ud af deres bolig, fordi den variable rente på deres boliglån snart vokser dem over hovedet. Det siger finansminister Henry Paulson ifølge flere amerikanske medier.

Han understregede, at planen ikke vil frelse alle boligejerne, da nogle har sat sig alt for hårdt. Planen skal derimod hjælpe husejere, som har stabile indkomster og har en historik, der viser, at de betaler, hvad de skylder.

Ministeren har holdt møder med både finansmyndighederne og cheferne fra mange forskellige lånevirksomheder for at strikke en plan sammen, der afbøder ulykkerne hos i hvert fald de mest solide af boligejerne. Subprime-lånene er normalt konstrueret, så låntagerne betaler en lav rente de første to-tre år, men efterfølgende betaler en højere rente i den resterende del af låneperioden. De har typisk en løbetid på 30 år. Mange boligejere er blevet fanget i en fælde, fordi ydelsen på lånet kan være mangedoblet.

Lånene gives gerne til personer, som enten er fattige eller har en dårlig låne-historik, så de ikke er kreditværdige til et almindeligt realkreditlån.

Den igangværende finanskrise tog sit udgangspunkt i subprime-lånene. Investorerne frygter, at de vil give store tab, og dermed gik handlen med alle de finansielle produkter, som subprime-lån indgår i, helt i stå. Desuden turde bankerne ikke låne penge ud til hinanden af frygt for, at de andre banker gemmer subprimelån og dermed risiko for betydelige tab. Foreløbig har tabene på selve lånene dog været begrænsede, da de fleste låntagere har betalt, som de skulle.

Business.dk/RB-Børsen