Piratpenge fra Mærsk Alabama er væk

Kaptajnen på containerskibet Mærsk Alabama, der blev holdt fanget af somaliske pirater, forsynede angiveligt piraterne med pengene fra skibets pengeskab.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er måske ved at komme ridser i lakken på de heltemodige amerikanere, som var involveret i dramaet i april om containerskibet Mærsk Alabama i farvandet ud for Somalia.

De somaliske pirater, der holdt skibets kaptajn, Richard Phillips, som gidsel i en redningsbåd, tvang angiveligt kaptajnen til at åbne skibets pengeskab, inden de gik i redningsbåden, og tog 30.000 dollar (160.000 kroner), som piraterne delte imellem sig.

Men nu er pengene pist væk, og den amerikanske flåde har ifølge tv-stationerne NBC og CNN indledt en undersøgelse for at finde kontanterne.

Kapringen i april gik galt for piraterne, da besætningen på det A.P. Møller-Mærsk-ejede containerskib satte sig til modværge. For at få løst situationen gik kaptajn Phillips med til at gå i en redningsbåd med de fire pirater, og siden kom det amerikanske krigsskib USS Bainbridge til stedet.

Efter fem dage sluttede det hele, da en af piraterne var om bord på krigsskibet for at forhandle, mens skarpskytter fra elitestyrken Navy Seals skød de tre pirater på redningsbåden og reddede kaptajn Phillips.

Tog 30.000 dollar i kontanter
NBC og CNN fortæller ikke noget om, hvorvidt kaptajn Phillips har omtalt de 30.000 dollar over for Flåden. Ifølge NBC er sagen om pengene kommet frem i forbindelse med forbundspolitiet FBI's undersøgelser af Abdiwali Abdiqadir Muse, den overlevende pirat, der nu står anklaget for blandt andet pirateri og gidseltagning ved en forbundsdomstol i New York.

"Kaptajnen åbnede pengeskabet og tog omkring 30.000 dollar i kontanter. Muse og to andre pirater tog pengene," hedder det ifølge flådens efterforskning.

Derefter fordelte Muse pengene blandt piraterne, der så gik i redningsbåden sammen med kaptajnen. Da de tre pirater var skudt, var elitesoldater fra Navy Seals de første til at komme frem til redningsbåden. Kilder i Flåden siger, at de gennemsøgte redningsbåden for sprængstoffer, våben og i det hele taget bevismateriale. Men det er ikke klart, om de fandt penge. På den liste, der er udarbejdet over fundet i redningsbåden, står ikke noget penge. Der står blot rifler, pistol, kanon, mobiltelefoner og mobile radioer. En kilde i Flåden siger til NBC, at "vi taler med alle, der kan have været nær disse penge", eller som har informationer om, hvor pengene kan have været inden redningsoperationen. - Efterforskningen er i et meget tidligt stadie, siger kilden. Mysteriet om pengene kan give den kommende film om Maersk Alabama-dramaet et nyt element, som Colombia Pictures næppe havde regnet med. I sidste uge rapporterede Hollywoodpressen, at Colombia har købt rettighederne til at filmatisere historien om kaptajn Phillips, de somaliske pirater og skarpskytterne fra Navy Seals.

"Vi blev tiltrukket af den bemærkelsesværdige historie om heroisme og mod, mens begivenhederne udspillede sig ud for Afrikas kyst, fortæller Doug Belgrad, direktør i Colombia Pictures," til magasinet Variety.

Der er foreløbig ikke fundet en instruktør til projektet, og der er heller ikke lavet en filmmanuskript endnu eller fundet skuespillere.

Variety nævner dog, at Kevin Spacey, Scott Rudin, Michael DeLuca og Dana Brunetti som producere.

/ritzau/