Pirater har haft kurs mod to Mærsk-skibe på en måned. Nu skal dansk repræsentant bekæmpe pirateri
To gange på én måned har pirater forsøgt at angribe Mærsk-skibe. Nu har to ministerier udpeget en »særlig repræsentant« fra Danmark, der skal arbejde med maritim sikkerhed.
40 procent af alle piratangreb sker i Guineabugten, hvor 30-40 danskoperede skibe hver dag sejler. John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
Regeringen opretter en ny stilling som »særlig repræsentant« for maritim sikkerhed, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Stillingen oprettes, efter flere skibe på det seneste har været udsat for piratangreb i Guineabugten. På blot et år er antallet af angreb steget med 20 procent og lå i 2020 på 195. I december gik det ud over Mærsk-skibet Cadiz, og i onsdags forsøgte pirater at stige ombord på Mærsk Cardiff, da den sejlede fra Cameroun til Ghana.
Jens-Otto Horslund er frem til 31. august også Danmarks ambassadør i Nederlandene. Arkivfoto: Bjarne Lüthcke
Jens-Otto Horslund, der er Danmarks ambassadør i Nederlandene indtil 31. august, er fra dags dato udpeget til at være den særlige repræsentant for maritim sikkerhed.
Den nye stilling forankres i både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Jens-Otto Horslunds arbejde vil have fokus på de aktuelle udfordringer i Guineabugten, ligesom han skal understøtte regeringens arbejde med maritim sikkerhed i bredere forstand, oplyser Udenrigsministeriet.
Udover den nye stilling har regeringen øget støtten til bekæmpelse af maritim kriminalitet med 10 millioner kroner.
»Danske skibe skal kunne sejle frie, sikre og stolte på verdenshavene. Piratangrebene på danske skibe i Guineabugten må stoppes. Det kræver en international indsats, hvilket jeg er i løbende drøftelser med Danmarks venner og allierede om,« siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse:
»Med en ny særlig repræsentant og flere midler vil Danmark samle lande om nye indsatser mod pirateri, øge stabiliteten i området og opruste den diplomatiske indsats for international samling og handling.«
40 procent af alle piratangreb sker i Guineabugten. Bugten ligger i det vestlige Afrika, syd for Nigeria og Ghana.
Mærsk opfordrede til hjælp
For få dage siden var Aslak Ross, Mærsks Head of Marine Standards & Designated Person Ashore, ude at efterlyse mere militær beskyttelse i Guineabugten. Opråbet kom på baggrund af flere piratangreb – senest forsøget på at angribe Mærsk Cardiff.
Ross, der er ansvarlig for personale ombord på Mærsks skibe, sagde følgende til Shippingwatch:
»Risikoen har nået et niveau, hvor en effektiv militær kapacitet er nødt til at blive indsat for at sikre tilstrækkelige afbødende foranstaltninger på kort sigt.«
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) udtalte efterfølgende:
»Helt uacceptabelt, at der lægges hindringer i vejen for vores maritime erhverv. Håber på hurtig opbakning fra internationale allierede til styrket militær indsats i området.«
Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, og der befinder sig dagligt mellem 30-40 danskopererede skibe i Guineabugten.
Del:
Andre læser også
Business
Mærsk-containerskib angrebet af pirater i Guineabugten
Business
Lars Tvede spår afkastrekord i nyt afsnit af sæbeopera: Warnøe-fond står til at tjene milliarder
Arbejdsliv
Sharona måtte starte i sit nye job fra hjemmekontoret: »Det har faktisk haft sine fordele«