Pilotstrejke kan koste ansatte bonus på 70 millioner kroner

En langvarig strejke kan resultere i et budgetunderskud i SAS. Det vil betyde, at en bonus på 70 millioner kroner til alle selskabets ansatte vil falde bort. Piloterne står fast på, at de ikke vil ligge under for bonussen som pressionsmiddel i konflikten.

SAS-piloternes strejke kan koste alle selskabets ansatte en bonus på grund af de store tab, som virksomheden i øjeblikket lider. Arkivfoto: Ole Berg-Rusten/NTB/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Natten til fredag nægtede 1.500 SAS-piloter kollektivt at trække i arbejdstøjet, da der blev blæst til strejke for alle koncernens skandinaviske piloter. Det koster i forvejen SAS hundredevis af millioner kroner.

Men det er ikke kun selskabet, der rammes økonomisk af konflikten. Det samme gør alle koncernens ansatte, der må se en bonus på 70 millioner kroner gå deres næse forbi, skriver det norske netmedie E24. Det skyldes, at bonussen er bundet op på, at SAS generer et overskud i det årlige regnskab, hvilket synes højst usandsynligt set i lyset af den lammede skandinaviske flytrafik.

»Bonus var vel et forsøg på at binde os op på, at vi skulle finde en løsning lidt hurtigere, men det kan ikke fratage os muligheden for at fastholde kravene og have en normal forhandlingsprocess,« siger Christian Laulund, fagforeningsleder for de norske SAS-piloter til E24.

Da SAS kunne præsentere et 2018-regnskab, der var selskabets bedste siden 1990erne, lagde de en bonus på bordet, der skal fordeles mellem alle selskabets 11.000 medarbejdere. Hagen er, at bonusen også er bundet op på, hvordan selskabet klarer sig i 2019.

Skal leve op til spareprogram

Betingelserne er, at de ansatte leverer, når det gælder SAS' spareprogram, herunder at der ikke er nogle »ekstraordinære omstændigheder inden for SAS' kontrol, der har indvirkning på selskabets brand, indtjening eller omkostninger.«

»Ledelsen ønsker at belønne de 11.000 ansatte – inklusive de 1.500 piloter. Men man kan ikke udbetale en bonus uden at have de økonomiske forudsætninger for det,« siger den norske pressechef i SAS, Knut Morten Johansen, til E24.

De norske SAS-piloter har tidligere udtalt, at de har frygtet, at bonussen vil blive brugt som pressionsmiddel over for dem og deres kolleger. Tilbage i januar kom det frem, at flere tillidsfolk blandt piloterne var fortalere for, at bonussen blev doneret til SOS-børnebyerne – netop fordi de frygtede at have bonussen hængende over hovedet som pressionsmiddel.

»Det er rigtigt synd for dem, som eventuelt bliver berørt, men vi kan ikke have bonussen hængende over os – hverken som trussel eller lokkemiddel,« siger Christian Laulund til E24.

Der er opbakning at hente fra kollegerne, som arbejder i kabinepersonalet.

»Det er selvfølgelig en frygt, at det bliver brugt i forhandlingerne, men jeg vil tilføje, at Norges kabineforening støtter piloterne,« siger Pål Røine, leder i den norske kabineforening.