Pihl skal renovere kendissernes yndlingshotel

Entreprenørfirmaet E. Pihl & Søn har vundet 1. etape af en renoveringsopgave, som omfatter renovering af tag og facader samt indvendig nedrivning på Hotel d'Angleterre.

Det 5-stjernede Hotel D'Angleterre i København skal ombygges for op i mod 100 millioner kroner og lukker derfor ned fra juni 2011 frem til februar 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

"Renoveringen sker med respekt for de eksisterende, historiske værdier, samtidig med at bygningen tilføres et nutidigt klassisk formsprog. Generelt skal hotellets facader bevares og renoveres, men især stueetagen vil gennemgå en større forandring," oplyser Pihl.

Se også billederne: Luksushotellet og stjernerne

De indvendige nedrivningsarbejder omfatter også lobby og hotelværelser, idet hotellets nuværende 123 værelser og suiter ombygges til 91 større værelser/suiter. Totelrådgiver for projektet er AI-Gruppen, og renoveringsprojektets arkitekter er C.F. Møllers tegnestue og GA Design International.

"Det er et privilegium at være med til at renovere et af Skandinaviens ældste og fornemmeste hoteller; og med den lange historie og de mange ombygninger bliver det spændende at komme ind bag facaden og konstatere, hvad tidligere generationers håndværkere og tidens tand har efterladt til os," siger underdirektør Bo Svendsen fra Pihl.

Se også billederne:

Inden ejendommen på hjørnet af Kgs. Nytorv og Østergade i slutningen af 1700-tallet blev omdannet fra palæ til hotel og fik navnet ”Hotel d’Angleterre”, havde den allerede været ombygget flere gange, bl.a. af lensgreven på Tranekær, Frederik Ahlefeldt.

Hotellet er siden ombygget og tilbygget mange gange; og efter Remmen Fondens overtagelse tidligere på året har fonden besluttet at totalrenovere hotellet.