Den hollandske elektronikkoncern Philips truer med at flytte sin produktion med 1.500 medarbejdere fra Storbritannien, hvis det ender med den hårde udgave af Brexit - britisk udtræden af EU.
Philips' topchef, Frans van Houten, er »dybt bekymret« over udsigterne og arbejder på »det værst tænkelige scenarie«.
»Vi vurderer, at omkostningerne ved eksporterede produkter vil øges markant ved ethvert scenarie, hvor toldunionen ikke består,« siger han til det britiske dagblad, The Guardian.
Hvis det ikke lykkes for Storbritannien at få forhandlet en gunstig aftale med EU på plads, heriblandt om at kunne bevare ens toldsatser, risikerer Philips sundhedsprodukter at blive dyrere, når de sendes ud af landet fra fabrikken i Glemsford.
Flere store virksomheder advarer
Samme bekymrede meldinger er kommet fra en række større selskaber som BMW, Airbus og Jaguar Land Rover.
Den britiske premierminister Theresa May holdt fredag regeringsmøde om Brexit-aftalerne med EU, som stadig forhandles. Først var meldingen, at der var opbakning i regeringen til en såkaldt »blød« Brexit-strategi, men søndag gik den britiske Brexit-minister siden 2016, David Davis, af. Han har været imod Mays nye strategi, som han ikke tror, at EU vil acceptere.
De meget langvarige EU-forhandlinger skaber stor usikkerhed blandt virksomheder, hvor mange har produktion og store afdelinger i Storbritannien.
»Europa er i fare for at falde bagud i forhold til USA og Kina, som bevæger sig fremad med fokus på at styrke deres geoøkonomiske lederskab,« siger Philips-topchef Frans van Houten.