PFA vil investere stort i udlandet

PFA's administrerende direktør, Allan Polack, vil, efter flere danske investeringer heriblandt i Nykredit og TDC, opkøbe stort uden for landets grænser.

PFA's administrerende direktør, Allan Polack, vil, efter flere danske investeringer heriblandt i Nykredit og TDC, opkøbe stort uden for landets grænser. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Det skriver Dagbladet Børsen.

Allan Polack kom til PFA for tre år siden. Her havde pensionsselskabet kun to ansatte i afdelingen for alternative investeringer, en afdeling der er blevet udvidet til i alt 15 medarbejdere i dag. Afdelingen kan købe stort i Danmark, men arbejder også på investeringsmuligheder uden for landets grænser, ifølge direktøren.

Gert A. Nielsen, som er partner i rådgivningsvirksomheden Bedstpension, mener, at lave renter får pensionsselskaber til generelt at søge mod nye investeringsmuligheder samt er de også blevet mere risikovillige, pointerer han over for Børsen.

»Eftersom der bliver større og større efterspørgsel efter alternative investeringer, og attraktive statstilskud til vindenergi er ved at ophøre, så kommer man længere ud i risikospektret, og det gælder særligt, når man giver sig i kast med investeringer udenfor landets grænser,« siger Gert A. Nielsen til Børsen.

Allan Polack mener dog ikke selv, at risikoen er højere for et dansk pensionsselskab, når man vælger at opkøbe uden for de danske grænser. Dog er et kendskab til landet vigtigt, hvis man investerer i særligt regulerede virksomheder, såsom TDC.

Det seneste opkøb af PFA er af TDC, som han selv beskriver, som det mest spektakulære opkøb han har deltaget i. Tidligere har selskabet investeret i blandt andet Ørsted, FIH Erhvervsbank og legeredskabsproducenten Kompan.

Ifølge Allan Polack har PFA en lang tidshorisont for udenlandske eventyr.