PFA-topchef skyder efter navngivne personer

Flere personer får skarp kritik af Henrik Heideby i en fortrolig redegørelse til PFAs bestyrelse. Det gælder reklamemanden Jesper Kunde og tidligere underdirektør Søren Espersen, som Heideby »gætter« på er kilde.

PFAs topchef, Henrik Heideby, er gået til mod-angreb på de personer, som han mener, er kilder til oplysninger om hans familierelation til reklamebureauet Umwelt, som arbejder for PFA. ?Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PFA-topchef går nu til modangreb på flere personer, efter at han selv er kommet i skudlinjen. Det sker i en fortrolig redegørelse til bestyrelsen, som Berlingske Business er i besiddelse af. En af de personer, der får den hårdeste medfart, er, Jesper Kunde, indehaver af og administrerende direktør for reklamebureauet Kunde & Co.

Henrik Heideby nævner Jesper Kunde i forbindelse med PFAs skifte fra Kunde & Co. til reklamebureauet Umwelt, hvor Henrik Heidebys søn er partner, kontaktdirektør og medejer. Det er Berlingske Business’ artikel om og PFAs tætte kundeforhold til topchefens søns firma, som er årsag til, at Heideby har måttet skrive en redegørelse til sin bestyrelse.

Heideby gør en dyd ud af at nævne, at det ikke var ham, der pressede på for at vælge Umwelt som leverandør:

»PFA anvendte frem til foråret 2008 bureauet Kunde & Co., og den daglige ansvarlige i PFA var marketingchef Morten Møller Madsen, der refererede til Søren Espersen (daværende underdirektør, red.) Disse to personer og navnlig Morten Møller Madsen var stærkt utilfredse med leverancerne fra Kunde & Co, herunder Jesper Kundes arbejdsfacon,« skriver Heideby. Der er stadig tvivl om, hvorvidt Henrik Heideby var bekendt med sønnens ansættelse i Umwelt, da bureau-konkurrencens finale fandt sted i august 2008.

PFA-topchefen oplyser, at han helst ville have fastholdt Kunde & Co.:

»Det var alle gode præsentationer. Søren Espersen og Morten Møller Madsen ønskede at vælge Umwelt, mens Lars Ellehave-Andersen (koncerndirektør i PFA, red.) og jeg havde en klar præference for Kunde & Co., men da hverken Søren Espersen eller Morten Møller Madsen ønskede at arbejde sammen med Jesper Kunde, valgte vi at acceptere deres valg af Umwelt,« skriver han om forløbet, hvilket Berlingske Business dog ikke har kunnet få bekræftet.

Heideby får også flettet ind, at Kunde & Co er dyre at have som reklamebureau:

»Lars Ellehave-Andersen og jeg holdt nogle møder med Jesper Kunde, idet vi forsøgte at fastholde ham som marketing-strategisk rådgiver, men han ønskede hele forretningsomfanget. Det skal tilføjes, at Kunde & Co. er dygtige, men også blandt de dyreste i branchen.«

Kunde & Co.-direktør Jesper Kunde har ikke ønsket at kommentere kritikken.

Også PFAs tidligere underdirektør Søren Espersen får kritik fra PFA-direktøren. Henrik Heideby gætter på, at han er kilde til den oprindelige artikel, som Berlingske Business skrev om familierelationen mellem Umwelt og PFA-topchefen, som nu også ifølge Heideby i redegørelsen har været i strid med PFAs armslængdeprincipper, fordi sønnen i flere tilfælde har arbejdet direkte med PFAs markedsføring. Heideby fastholder dog, at det er sket uden hans viden, selv om han selv på et tidspunkt har deltaget i en brainstorming i PFA, som sønnen også deltog i. Det var dog ikke en del af kundeforholdet, lyder det.

»Historien i Berlingske bygger på anonyme kilder (formentlig kun én kilde – og mit gæt er Søren Espersen). Jeg har som øverste chef været udsat for mange chikanerier gennem årene, men den gamle historie havde jeg dog ikke set komme. Men det ligner det angreb, der kom på ATP og Nykredit, da deres topchefer havde meldt, at de forlod jobbet,« skriver Henrik Heideby.

Søren Espersen er ikke længere ansat i PFA. Men Berlingske Business har forelagt ham beskyldningerne:

»Jeg ønsker ikke at kommentere min tidligere arbejdsgiver, men jeg har på intet tidspunkt været illoyal over for PFA,« siger Søren Espersen.

Berlingske Business oplyser af princip aldrig om kildeforhold, men vi har talt med en lang række kilder om forholdene i PFA.

Også PFAs bestyrelsesformand, Svend Askær, nævnes flere gange i redegørelsen, idet Heideby peger på, at formanden har kendt til den usædvanlige familierelation.

Overraskende nok peger Heideby også på, at Lederne, som Svend Askær er formand for, også har brugt Umwelt til markedsføringsopgaver. Berlingske Business har både søgt at få en kommentar fra Henrik Heideby og PFA-formand Svend Askær, men meldingen fra PFA-hovedsædet er fortsat »ingen kommentarer«.

PFAs bestyrelse skal diskutere redegørelsen og PFA-formandens viden om sagen ved et bestyrelsesmøde 17. december.