PFA – pensionsbranchens mønsterbryder

PFA har givet sine konkurrenter baghjul. Drivmidlet har været en aggressiv markedsføring og en ukonventionel anvendelse af dele af selskabets bonushensættelser, der sammen med en beskeden egenkapital udgør selskabets kapitalgrundlag.

Foto: Nils Meilvang. PFA bygningen Marina Park Sundkrogsgade 4 2100 København Ø
Læs mere
Fold sammen

Pensionsselskabet PFA Pension har de senere måneder fået en fyldig omtale i pressen – en omtale, som selskabet sikkert gerne havde været foruden. Det skulle vise sig, at selskabets direktør, der valgte at tage sin afsked, ikke havde været tilstrækkeligt opmærksom på forholdsvis trivielle habilitetsregler.

Men der er andre gode grunde til at interessere sig for PFA, der de senere år har udmærket sig som Danmarks hurtigst voksende pensionsselskab. Siden 2005 er PFAs præmieindtægter i gennemsnit steget med 12,6 procent om året. I samme periode er PFAs egenkapital steget med blot 1,2 procent om året.

Ved udgangen af 2013 udgjorde PFAs egenkapital blot 1,5 procent af selskabets forsikringsmæssige hensættelser (forpligtelser). PFA, der påberåber sig en unik forretningsmodel, synes at have ophævet de økonomiske tyngdelove.

Forklaringen hedder PFA Kundekapital, der ved udgangen af 2014 androg 20,7 milliarder kroner. To tredjedele af kapitalen kan opfattes som kollektive bonushensættelser, mens en tredjedel af kapitalen står på individuelle, navnenoterede konti. Hele beløbet indgår naturligt nok i selskabets forsikringsmæssige hensættelser.

Mere overraskende er det, at hele beløbet, fortsat ifølge årsrapporten, også indgår i PFAs kernekapital på lige fod med egenkapitalen. Sammen med en egenkapital på blot fem milliarder kroner hæfter kundekapitalen for PFAs forpligtelser. Men ved kunderne det? Og har de forstået det?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

PFAs årsrapport er kun til ringe hjælp for den kunde, der gerne vil vide, hvad han er med i. Via Kundekapitalen ejer kunderne over 75 procent af PFAs basiskapital, hedder det.

Men længere nede i teksten hedder det rigtignok, at kollektiv kundekapital er en reserve, der er opbygget af egenkapitalen, og at reserven således ikke tilhører kunderne.

Den kollektive Kundekapital, som Finans-tilsynet kalder for særlige bonushensættelser, er en størrelse, der er svær at få styr på. Men det kunne forekomme, at PFAs ledelse opfatter den kollektive kundekapital som en del af egenkapitalen, som ledelsen forholdsvis frit kan disponere over. I de senere år har den kollektive Kundekapital været brugt til at finansiere meget favorable tilbud til nye kunder.

Men den individuelle Kundekapital tilhører rigtignok kunderne, der har mulighed for at indbetale fem procent af opsparingen på denne særlige kontoform. Det forekommer at være en rigtig god idé. Siden 2012 har den årlige forrentning andraget 20 procent. Og det bliver den ved med at gøre. I alt fald en tid endnu.

Angiveligt tilbyder PFA nye kunder en årlig forrentning på mindst 20 procent. I mindst tre år. Det sker under henvisning til PFAs unikke forretningsmodel. Unik? Ja, det tør nok siges.

PFA må jo have en pengemaskine stående i kælderen. Den ædruelige pensionsopsparer bør knibe sig i armen. Ej! Hvad er dog dette? Hvad er dette for en herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Den individuelle Kundekapital er en del af den ansvarlige kapital i PFA. Gad vide, om kunderne har gjort sig klart, hvordan de er stillet, hvis PFA har problemer med solvensen, når pensionen kommer til udbetaling.

At der er risici forbundet med placeringer til 20 procent, bør ikke komme bag på nogen. Men 20 procent?

PFA kan formentlig optage ansvarlig lånekapital på markedet til en rente omkring fem procent. Hvorfor da låne til 20 procent? Det må dog koste 15 procent et andet sted. Medmindre altså at PFA har en pengemaskine. En unik forretningsmodel er ikke tilstrækkelig.

Det viser sig, at den kollektive Kundekapital, som Finanstilsynet opfatter som kollektive bonushensættelser, af PFA opfattes som en pengemaskine. PFA dræner bonushensættelserne for midler, der bruges til at generere en kunstigt høj forrentning af konti med individuel Kundekapital.

Øvelsen kaldes »af-min-lomme og i-min-lomme«. Forsikringstagerne kan glæde sig over, at kontoen tilskrives en særlig fordelagtig rente. Til gengæld forringes forsikringstagernes bonusudsigter i tilsvarende grad.

Det lyder uskyldigt. Det er det ikke.

I processen sker der en omfordeling fra gamle til nye kunder. Fra pensionisterne til de aktive kunder. Det er Finanstilsynets vurdering, at PFA ved at finansiere særligt gunstige vilkår til udvalgte kunder ved brug af midler hidrørende fra kollektive bonushensættelser handler i strid med kravet om rimelighed.

Ved hjælp af Kundekapitalen har PFA haft held til at løfte sig selv ved håret. Det er ganske smart. Måske lidt for smart. Der mangler transparens.

Det bør være klart for kunderne, om den kollektive Kundekapital tilhører aktionærerne eller forsikringstagerne.

Er den kollektive Kundekapital en del af PFAs egenkapital, indgår den i selskabets forsikringsmæssige forpligtelser, eller er den måske snarere hybrid kernekapital?

Og så bør PFA afstå fra at garantere et afkast på mindst 20 procent. Det er ikke seriøst. Det er den slags tilbud, man kan blive mødt med på Hjallerup Hestemarked sent på eftermiddagen.

Sandheden er, at PFA i 2013 nok forrentede fem procent af opsparingen med 20 procent.

Men den øvrige opsparing, 95 procent, blev i gennemsnitsrentesegmentet forrentet med en depotrente på blot to procent. Samlet forrentning 2,9 procent. Det er rigtignok unikt.