PFA har købt massivt op i Danske Bank under hvidvasksag: Pensionsboss vil »påvirke ordentligheden«

Pensionsselskabet PFA har på få måneder mangedoblet sin ejerandel af Danske Bank. »Det er god timing,« siger PFA-topchef Allan Pollack

Allan P
PFA-topchef Allan Polack tror på, at Danske Bank kommer tilbage i form, og efter forandringer i ledelsen af banken, kan han godt stå inde for et massivt opkøb af aktier i den skandaleramte bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Den enorme hvidvaskskandale hos Danske Bank har ikke afholdt PFA fra at købe massivt op i landets største bank. I løbet af andet halvår af 2018 har landets største kommercielle pensionsselskab således øget sin ejerandel i Danske Bank ganske betragteligt.

»Vi tror på, det er god timing. Vi kan godt lide at købe billigt. Det er en god filosofi. Vi er meget langsigtede investorer, og vi mener, at Danske Bank kommer tilbage i sin førerposition som Danmarks eneste internationale bank. Vi tror på Danske Bank som både det førende pengeinstitut og som erhvervslivets bank i Danmark,« forklarer PFA-topchef Allan Polack i forbindelse med offentliggørelsen af PFAs årsregnskab fredag.

Fra udgangen af juni måned til udgangen af december måned er markedsværdien af PFAs Danske Bank-aktier gået fra 1.075 mio. kr. til 4.942 mio. kr. I samme tidsrum er Danske Bank-aktien i øvrigt faldet med 35 pct., så der er tale om noget af en satsning fra pensionsselskabet, der har mere end 1,3 mio. kunder. Og bankaktiernes andel af PFAs samlede investeringer i børsnoterede aktier er da også gået fra en pct. til 4,8 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Vil påvirke ordentligheden

Men hvordan rimer pensionsselskabets fokus på samfundsansvar med at købe massivt op i en bank, der har været i centrum for en af verdenshistoriens største hvidvaskskandaler?

»Vi skal være med til påvirke banken i den rigtige retning. Vi er aktive ejere i den forstand, at vi gerne vil være med til at påvirke ordentligheden i Danmarks førende pengeinstitut. Det, mener vi, er vigtigt,« siger Allan Polack og tilføjer:

»Et pengeinstitut er en slags infrastruktur i et samfund som vores. Det skal simpelthen fungere. Dansk erhvervsliv er i virkeligheden totalt afhængigt af de store globale koncerner. Der er brug for et dansk alternativ til de typisk amerikanske investeringsbanker, som dominerer finansverdenen. Den position har Danske Bank, den er blot blevet rystet lidt i den situation, der er nu. Der skal ro på, og så skal banken tilbage på sporet.«

Det fulde overblik

PFAs sats på Danske Bank-aktien begyndte først efter offentliggørelsen af bankens advokatundersøgelse den 19. september. Siden da og frem mod årsskiftet er Danske Banks aktie i øvrigt faldet med 24 pct.

Allan Polack understreger, at PFA allerede har udøvet sit aktive ejerskab i forbindelse med, at bankens bestyrelsesformand Ole Andersen blev smidt på porten ved en ekstraordinær generalforsamling i december. En manøvre, der var orkestreret af storaktionæren A.P. Møller Holding i samarbejde med ATP og PFA.

»Vi skulle have det fulde overblik, og så har vi taget vores synspunkt. Som en del af det aktive ejerskab har vi støttet A.P. Møller Holding, fordi vi mente, at de gjorde ret i at lave en forholdsvis stor udskiftning i bestyrelsen,« siger Allan Polack.

Har I så også en holdning til, hvem der skal være øverste direktør i Danske Bank?

»Når man er ejer, så er vi optagede af bestyrelsen. Det er vores rolle. Så er det bestyrelsens rolle at beskæftige sig med, hvem der skal være topchef,« svarer Allan Polack.

PFA er ikke det eneste pensionsselskab, der har tiltro til oprydningen i Danske Bank. Så sent som torsdag kunne ATP meddele, at man i andet halvår er gået fra at eje 11,7 mio. Danske Bank-aktier til at eje 16,1 mio. aktier i banken. Også her lød forklaringen, at man ville påvirke banken i den rigtige retning. PFA har som aktionær i Danske Bank i den grad overhalet ATP i størrelse. ATPs aktiepost var ved udgangen af året 2,1 mia. kr. værd, mens PFAs altså lå på knap fem mia. kr.